x

Jørn Utzon 100 år i 2018

Nyhed

20. februar 2018

Den mest betydningsfulde danske arkitekt i det tyvende århundrede, Jørn Utzon, ville i år være fyldt 100 år. Det markeres i hele verden og en række af disse arrangementer udspringer fra Utzon Center i Aalborg, som er den sidste bygning Jørn Utzon tegnede.

Operahuset i Sydney er et af de mest kendte bygningsværker i verden. En australsk undersøgelse har vist, at Operahuset årligt skaber en omsætning på 30 mia. kroner til Australien og besøges af over 8 mio. gæster. Manden bag bygningen er den danske arkitekt Jørn Utzon, som i år ville være fyldt 100 år. Utzon Center, som har til huse i den sidste bygning Jørn Utzon tegnede, sætter hele året fokus på Jørn Utzon og hans enestående evne til at skabe en arkitektur, der både var global og lokal med de enkelte steders vaner og kulturer i fokus.
 
De mange Utzon100-aktiviteter omfatter tre udstillinger, hvoraf én vises i både Aalborg, København, Sydney og Bruxelles. Hertil kommer et internationalt magasin, film, konferencer, foredrag, musik, nytænkende digital formidling, legende undervisning til børn i skoler og fritiden. Det er et Utzon100-år fyldt med oplevelser, høj faglighed og leg for alle aldersgrupper.
 
”Fejringen kommer naturligvis til at ske i samarbejde med Operahuset i Sydney, som vi har en stærk relation til. Men også en række andre vigtige samarbejdspartnere udbreder kendskabet til Jørn Utzon, som den arkitekt, der definerede den verdenskendte nordiske arkitektur. Vi er stolte over at være epicenter for fejringen af Jørn Utzon” siger Lasse Andersson, der er kreativ direktør for Utzon Center.
 
Det internationale perspektiv i fejringen af Jørn Utzon understreges især af et omfattende internationalt magasin, der udkommer den 21. februar. 

"Vi kunne trykke endnu en flot Utzon-bog, men det er formidlingen til nye målgrupper og generationer som interesserer os på Utzon Center. Samarbejdet med RUMs internationale magasin og Mette Barfoed giver arkitekturformidling på et højt niveau, til et nyt publikum. I stedet for 300 solgte bøger til arkitekturnørderne, når vi ca 500.000 læsere i en række af verdens metropoler samt hele Norden. Det er for mig den rigtige måde at fejre og formilde Jørn Utzon. Internationalt, i øjenhøjde og uden at gå på kompromis." siger Lasse Andersson

De øvrige samarbejdspartnere er Louisiana Channel, Dansk Arkitektur Center, Musikkens Hus i Aalborg, Egmonts magasin RUM, Aalborg Universitet, Arkitektskolen i Aarhus, Nordisk film, Statens Kunstfond, Det danske Kulturinstitut, Realdania, Nordea-fonden, Det Obelske Familiefond, Utzon Fonden og en række fremtrædende fagpersoner fra arkitekturens og kulturens verden.
 

Meget mere end Operahuset

Ser man på Jørn Utzons huse, så er de af en enestående kvalitet lige fra det ikoniske operahus i Sydney over en af det tyvende århundredes smukkeste moderne kirker i Bagsværd, parlamentet i Kuwait, hvor den islamiske tradition møder nordens arkitektur, til villaen Can Lis på Mallorca. Den sidste bygning Jørn Utzon tegnede er Utzon Center, der ligger i Utzons barndomsby, hvor det hele startede i 1918, og som i dag er udstillingssted for arkitektur og design.
 
”Med fejringen af Utzon100 vil vi med afsæt i Jørn Utzons verden vise, at et globalt udsyn sammenholdt med en lokal forståelse og indsigt med mennesket i centrum er vigtigere end nogensinde før, både når det gælder arkitektur og kultur, ” siger Lasse Andersson.
 
Jørn Utzon rejste rundt i hele verden lige efter 2. verdenskrig og sugede såvel helt moderne som ældgamle traditioner og byggerier til sig i jagten på en arkitektur med mennesket i centrum. Og det er i mødet mellem tradition og fornyelse mellem det globale og det lokale, at hans operahus i Sydney blev rejst. I Operahuset er inspirationen hentet fra Mexicos jungle, Kinas smukke tage og Kronborgs placering fremskudt ved vandet.

Realdania er hovedsponsor for Utzon Centers aktiviteter i forbindelse med Utzon100. 

”Med Realdanias fokus på livskvalitet og det byggede miljø er 100-året for Jørn Utzon et vigtigt år, fordi han var så fin en eksponent for arkitektur, der sætter mennesket i centrum. Derfor har vi valgt at støtte en stor, ambitiøs og spændende udstilling på Utzon Center, som derefter rejser til Dansk Arkitektur Center i efteråret. Vores håb er, at rigtig mange danskere – men også borgere fra hele verden – får øjnene op for både Jørn Utzon som banebrydende dansk arkitekt, men også mere generelt for arkitekturens betydning for menneskers livskvalitet. Det skal udstillingen på Utzon Center bidrage til.” siger filantropidirektør Anne Skovbro fra Realdania.

{{ title }}

{{ description }}