Sæsonpremiere på Realdania Podcast
Realdania er i luften med lydfortællinger til alle, der interesser sig for arkitektur, byudvikling og steder i Danmark. Vi har premiere på to nye serier. Den ene løfter, vender og drejer en række store spørgsmål om det byggede miljø. Den anden guider dig rundt til særlige steder i Danmark.
Den 23. april har vi premiere på vores nye podcastserie #tankeRUM, og i begyndelsen af maj går vi i luften med serien #påTUR. Begge serier fortæller om det, vi er optaget af i det byggede miljø, men mens #tankeRUM er målrettet dig, der har en professionel interesse i arkitektur og byudvikling, er serien #påTUR tænkt til alle, der elsker en god fortælling om den verden og de steder, der omgiver os.
Det er journalist og lydguru Susanna Sommer, der producerer de nye serier for os.
Få stof til eftertanke med serien #tankeRUM
Hvad kommer til at drive den enorme byudvikling, vi står over for i de største byer? Hvordan sikrer vi en blandet by? Hvad kan vi lære af fortiden, når vi bygger til fremtiden, og hvordan sikrer vi, at det vi bygger, bliver godt at bo i?
Skru op for #tankeRUM, hvis du har en ½ time og som os er interesseret i at få belyst nogle af de store udfordringer, vi står over for i det byggede miljø. Vi taler med eksperter og besøger steder, der til sammen kan spænde de komplekse problemer og mulige løsningsrum ud. Ambitionen er at give alle, der arbejder med det byggede miljø nyt stof til eftertanke.
Serien #påTUR guider dig rundt til særlige steder
Hvis du mere er til en god fortælling om steder i Danmark, så skal du lytte til serien #påTUR. Politikens forlag udgav i november 2017 bogen ’Turen går til Realdania’ og den nye podcastserie kan – ligesom bogen – give dig inspiration til din næste udflugt.
Vi har valgt destinationerne for serien to første episoder. Her tager vi dig ned dybt under jorden til verdens største kalkmine, og du kommer med helt ind i hjertet af en af Københavns havns nye, markante og meget omdiskuterede bygninger: BLOX.
Resten af seriens indhold lægger vi fast sammen med alle, der følger Realdania på de sociale medier. Følg med og stem på Facebook, hvis du vil påvirke, hvad seriens øvrige episoder skal handle om.
Vi udkommer hver måned
I 2018 kan du se frem til i alt ti nye episoder af Realdania Podcast – fem i hver serie – og vi udkommer med én ny episode hver måned resten af året. Hvis du abonnerer på Realdania Podcasts vil du automatisk få besked når en ny episode er på gaden.
Ny bruger af podcast? Vi hjælper dig i gang...
Er du ny bruger af podcasts? Vi har lavet en guide, der hjælper dig godt i gang med at lytte til podcast: