x

Bogserie om ny dansk arkitektur

Nyhed 4. oktober 2018

En ny bogserie følger nu op på den internationale opmærksomhed, som dansk arkitektur oplever i disse år. Gennem 10 portrætter af udvalgte bygningsværker og arkitekterne bag giver serien et signalement af den nyeste danske arkitektur.

Bogserien Ny Dansk Arkitektur vil over 10 bind præsentere nogle af de mest nytænkende projekter, dansk arkitektur kan byde på netop nu. Hvert bind udfolder et enkelt bygningsværk og portrætterer derigennem tegnestuen bag. Gennem essays og dybdegående interviews kommer man tæt på førende danske arkitekters tanker, visioner og arbejdsmetoder.

Bogserien er udgivet af Strandberg Publishing med økonomisk støtte fra Realdania, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Dreyers Fond og skrevet af arkitekturskribent, Kristoffer Lindhart Weiss. 

“Dansk arkitektur oplever i disse år en uhørt stor international opmærksomhed. Det skyldes et tårnhøjt niveau, der vel bedst kan sammenlignes med det, man møder i andre førende arkitekturnationer som Japan og Schweiz. Det ene mesterværk efter det andet dukker op på landkortet. Og ikke kun i storbyerne,” siger Kristoffer Lindhardt Weiss og fremhæver, at danske arkitekter lige nu engagerer sig i arkitektur, der er med til at skabe udvikling i hele landet.

Hvert bind stiller skarpt på bygninger, der repræsenterer aktuelle temaer i tidens arkitekturdebat. De to første bind udkom 1. oktober 2018. 

Første bind fortæller om Dorte Mandrups anmelderroste Vadehavscenter i Ribe fra 2017, som er et vellykket eksempel på forankring af bygningen på et særligt sted under hensyn til klima, geografi og stedets traditionelle byggeskik.

Bind to præsenterer tegnestuen COBEs The Silo, ligeledes fra 2017, som er en transformation af en gammel silo i Københavns Nordhavn til luksuriøse ejerlejligheder og restaurant. Netop transformationen af eksisterende og funktionstømte bygninger og kulturmiljøer til nye formål vil være en af de store udfordringer i fremtidens byer.

De resterende otte bøger i serien er planlagt til at udkomme løbende frem mod efteråret 2020.