x

Seks finalister viser, hvordan vi bygger med affald

Pressemeddelelse 31. oktober 2018

De seks finalister i Realdanias innovationskonkurrence Circular Construction Challenge - Rethink Waste er nu fundet. Alle seks finalister præsenterede i dag på konferencen Building Green deres innovative bud på, hvordan vi kan genanvende affald som ressourcer til byggeriet.

Svampesporer dyrket i affald, der kan udvikles til isolering, akustikplader eller konstruktionsmateriale. Flamingoaffald fra byggeri og emballage, som gennem robotteknologi forvandles til et helt nyt byggemateriale.

Det er to af de i alt seks innovative løsninger, der er gået videre i Realdanias innovationskonkurrence Circular Construction Challenge - Rethink Waste. De seks finalister, som i dag blev præsenteret på Building Green, er udvalgt som de bedste løsninger, Danmark anno 2018 kan præstere inden for cirkulært byggeri. De er valgt ud af et felt på 39 ansøgere, som spænder lige fra materialeproducenter, designere og ingeniører til arkitekter og affaldsspecialister, der siden august har kunnet indsende deres bud på, hvordan vi udnytter affald som en ressource i byggeriet. 

Brug for cirkulær tænkning

Byggesektoren er blandt verdens største producenter af affald: Hvert år produceres 1,3 milliarder tons affald på verdensplan, halvdelen kommer fra byggeriet, og tallet stiger år efter år. Derfor står byggeriet i dag med et stort behov for nye løsninger og nye måder at bygge på, der kan skubbe sektoren i en mere bæredygtig retning. Og det er de seks finalister gode bud på. 

Repræsentant for den globale affaldsorganisation ISWA og medlem af det internationale dommerpanel, der har udvalgt finalisterne, Chris Murphy, siger:

“De seks finalister er rigtig gode bud på, hvordan fremtidens cirkulære løsninger skal se ud, og hvordan man kan tænke cirkulært fremfor lineært i byggesektoren - og så rummer flere af dem potentiale for at blive skaleret globalt”. 

Partnerskaber er næste skridt

En af de vigtigste faktorer for at accelerere den cirkulære tænkning i byggeriet er partnerskaber på tværs af hele værdikæden. Frem mod udvælgelsen af de tre vindere af Circular Construction Challenge til februar får de seks finalister derfor også hjælp til at etablere et team af relevante aktører, som skal være med til at udvikle idéen til en kommerciel løsning.

Projektchef for Realdania Simon Kofod-Svendsen siger:

“Partnerskaber er afgørende for, at innovationer kommer længere end idéstadiet. Nu kommer den næste spændende fase, hvor de seks finalister skal danne teams, så de skaffer de kompetencer, de har brug for. Det er vidt forskelligt, hvad de har brug for, fordi vi jo taler om vidt forskellige idéer. Men dem, der får sammensat det rigtige team, vil have rigtig gode vinderchancer”.

Kort om de seks finalister og deres ideer

Golder Associates:
Circular Alternative – reused timber in large-scale retail sale er et system, hvor i første omgang træ fra midlertidige konstruktioner på byggepladser bliver indsamlet og videresolgt til samme formål via byggemarkedet STARK. 

Vandkunsten:

RePanel er en vægbeklædning af byggeaffald fra renoveringer og nedrivninger. Det endelige produkt er et fleksibelt modulsystem i forskellige mønstre, materialer og former, som både er dekorativt og isolerende.

Søren Jensen rådgivende ingeniører:
From Waste To Biomaterial er et nyt bæredygtigt byggemateriale, som eksempelvis akustikplader og isolering, fremskabt ved at gro svampesporer i affaldsstrømme - og dermed erstatte eksisterende miljøbelastende byggematerialer. 

RGS Nordic:
Urban Mining Of Masonry er genanvendt murværk og beton omdannet til et robust materiale, som kan anvendes til at konstruere vægge og facader. 

Odico Formwork Robotics:
Digichalk er et byggemodul, der kombinerer flamingoaffald med kalksten og cement gennem en innovativ robotteknologi. Materialet har samme isoleringseffekt som flamingo, densitet som beton og udseende som kalksten. 

Krydsrum Arkitekter:
Reskur er et byggesystem til skure (fx opbevaring af cykler, affaldssorteringer eller kontorartikler), der er fremstillet af genbrugt træ og tegl fra tagrenoverings-affald. 

Realdania lancerede i august 2018 innovationskonkurrencen Circular Con-struction Challenge – Rethink Waste, der sætter fokus på nye løsninger til at minimere affald i byggeriet. 

Konkurrencen blev skudt i gang med et call for løsninger med deadline den 8. oktober. I alt 39 ansøgere indleverede deres bud på en løsning. 

Herefter blev feltet reduceret til 10, som den 23. oktober pitchede deres idéer for en dommerkomité bestående af i alt ni internationale og nationale eksperter blandt andre Chris Murphy, repræsentant fra den globale affaldsorganisation ISWA, Frido Kraanen, direktør i den hollandske pensionskasse PGGM og Christian Bason, direktør for Danmarks Design Center. 

På den baggrund blev udvalgt seks finalister, som blev offentliggjort i dag på konferencen Building Green. 

De seks finalister skal nu videreudvikle deres ide, blandt andet med en forretningsplan og en samarbejdsaftale med hver deres team. Indtil den 3. december er det muligt at ansøge om at komme med på de pågældende teams, og herefter vælger de seks finalister selv deres teams, som skal være med til at føre ideen videre. 

Til februar kåres konkurrencens tre vinderteams, som efterfølgende hver vil få et seks måneder langt udviklingsforløb og 1 mio. kroner til at udvikle den første prototype. 

Circular Construction Challenge er finansieret af Realdania og gennemføres med Dansk Design Center som hovedoperatør og i samarbejde med BLOXHUB.