Midt i den bakkede, sydvestfynske natur, cirka syv kilometer fra Haarby, ligger landsbyen Dreslette. Her mødes de besøgende af en smuk landsbykirke og en række fine huse og gårde, heriblandt også ”Bent Madsens Gård”: En af den slags firlængede, stråtækte gårde, som rammer lige ned i manges forestilling om datidens bondegård ’med heste, grise, køer og får’, og som i dag, mere end 200 år efter den blev bygget, stadig står overordentligt velbevaret. Ikke uden grund fik gården da også i 2017 andenpladsen, da foreningen Bygningskultur Danmark udskrev en konkurrence om “Danmarks Smukkeste Bondegård”.
Nu er gården købt af Realdania By & Byg, som inden længe går i gang med en restaurering, der skal sikre, at gården bevares, så den fremover kan bidrage til at fremme den levende bygningskultur og udbrede fortællingen om et stykke dansk kultur- og bygningshistorie.
En særlig egnsbyggeskik
– Vi er meget glade for købet af den fynske bindingsværksgård. Der er blevet passet godt på gården, og vores mål er at fastholde dens udtryk og autenticitet og bevare den for eftertiden. På den måde kan gården bidrage til at levendegøre fortællingen om fynsk bindingsværk som en særlig egnsbyggeskik og fortællingen om en dansk bygningstype, som i århundreder har præget det danske landskab og den danske selvforståelse. I dag er der kun et fåtal tilbage af de hundredvis af gårde, som frem til anden verdenskrig endnu prægede det fynske landskab, siger administrerende direktør i Realdania By & Byg, Peter Cederfeld.
Bent Madsens Gård vil nu indgå i Realdania By & Bygs samling af godt 60 historiske ejendomme, der repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år og er bygget til mange formål: Bygninger i religionens tjeneste, bygninger i det offentliges tjeneste, landbrugets bygninger fra husmandsbrug til herregårde, byernes huse fra borgerhuse til købmandsgårde, forstædernes bygninger, bygninger for kvinder, bygninger til militæret, arkitekternes egne boliger og huse som Bent Madsens Gård, hvis byggeteknik og materialevalg er typiske for en egn.