x

Hele Danmark inviteres med i nyt projekt, der skal gøre FNs målsætninger for en bæredygtig samfundsudvikling operative i en dansk sammenhæng.  Deloitte er blevet udvalgt som ansvarlig for styring af projektet i samarbejde med Danmarks Statistik.  Baseline-projektet, tager udgangspunkt i FNs 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling af kloden. Målene forpligter Danmark og resten af FNs medlemslande til at arbejde frem mod mål, der omhandler alt fra ligestilling og klima til mål om kvalitetsuddannelser og ansvarligt forbrug og produktion. Vejen frem mod opfyldelsen af verdensmålene i 2030 følges af en række globale delmål og indikatorer for alle FN-lande. Nu skal Baseline-projektet udfolde verdensmålene i en dansk sammenhæng, så vi får relevante pejlemærker, der afspejler hverdagen i Danmark. 

”Hvis vi vil sikre Danmarks indsats i forhold til FNs Verdensmål får den nødvendige virkning, skal vi målrette indsatsen ved at udvikle indikatorer, der tager udgangspunkt i Danmark. Vi skal desuden sikre et solidt udgangspunkt for vores indsatser, så vi kan måle på udviklingen og sikre, at vi bevæger os i den rigtige retning frem mod 2030, fortæller formand for 2030-panelet Steen Hildebrandt og fortsætter: ”Vi har oplevet stor interesse for sammen med os, at stå for projektet med at udvikle de nye supplerende indikatorer. Vi ser frem til samarbejdet med Danmarks Statistik og Deloitte, som både har indsigten i verdensmålene og de nødvendige kompetencer til at løfte Baseline-projektet.

Alle kan være med til at styrke arbejdet med verdensmålene

Baselineprojektet har som mål at nå alle interesserede danskere – ved events, workshops og på nettet – så alle får mulighed for at komme med deres input til de supplerende danske verdensmålsindikatorer.

’’Verdensmålene vil, i en eller anden form, berøre alle danskeres hverdag. Derfor er det et mål med Baseline-projektet, at alle kan få en mulighed for at sætte deres præg på de supplerende indikatorer. For at sikre aktiv inddragelse vil der over de kommende måneder blive afholdt events i hele landet, hvor alle interesserede får mulighed for at være med, fortæller Kristian Jensen, der er formand for Folketingets 2030-netværk.      

Resultatet af Baseline-projektet – de supplerende danske indikatorer – er klar til næste sommer.

Hvis du ønsker at vide mere om FNs Verdensmål eller Baseline-projektet kan du tjekke:

Danmarks Statistik: VERDENSMÅL - for bæredygtig udvikling

Hvis du har spørgsmål om Baseline-projektet er du desuden meget velkommen til at kontakte kontorchef Henrik Bang på 39 17 30 11 / hbg@dst.dk eller afdelingsdirektør Niels Ploug på 39 17 39 51 /npl@dst.dk. 

Bag Baseline-projektet står 2030-panelet, som er etableret af 2030-netværket, Folketingets Tværpolitiske Netværk for FN's Verdensmål. Baseline-projektet støttes af Industriens Fond, Lundbeckfonden, Nordea-fonden, Realdania, Rambøll Fonden og Spar Nord Fonden.


Kontakt

Danmarks Statistik 
Kontorchef Henrik Bang
39 17 30 11
hbg@dst.dk

Afdelingsdirektør Niels Ploug
39 17 39 51
npl@dst.dk