x

Oplev den 100 år gamle Ballonhangar på Islands Brygge

Pressemeddelelse 14. november 2019

Realdania By & Byg er midtvejs med projektet i den 100 år gamle Ballonhangar på Islands Brygge, og inviterer derfor til åbent hus søndag den 1. december kl. 13-16. Mens arbejdet med den omkringliggende ejendom stadig står på, er selve den historiske hangar nu er færdigrestaureret og kan opleves i sin oprindelige form.

Skjult mellem en række træer og et anonymt halmlager på Amager Fælled ligger en af Københavns bedst bevarede hemmeligheder, nemlig den 100 år gamle Ballonhangar. Den ikoniske militærbygning er opført i 1917 til opbevaring af de luftballoner, som blev brugt til observation, når artilleriet øvede i at skyde til måls på Amager Fælled. I dag er den en af de eneste tilbage af sin slags i Europa.

Realdania By & Byg er i gang med et større projekt på ejendommen og har, gennem det sidste halvandet år, restaureret Ballonhangaren og ført den tilbage til sin oprindelige form. I løbet af det næste års tid står den øvrige ejendom og de tilstødende stalde for tur. Projektet er altså midtvejs, og Realdania By & Byg inviterer derfor alle interesserede til Åbent hus 1. søndag i advent kl. 13-16. Julehyggen sikres af Rideklubben Ridevenner, som bor på ejendommen til daglig. Klubbens unge medlemmer vil nemlig stå for en julebasar med hjemmebag, varme drikke og merchandise til ballonentusiaster. 

Som gæst kan man blandt opleve den gigantiske port, som er blevet genetableret, samt den mere end 300 m2 store hal, hvor ballonerne har været opbevaret. Udvendigt kan man gå på opdagelse i murværket, hvor både danske og tyske soldater gennem tiden har ridset deres navne. Endelig kan man få en snak med Realdania By & Byg om historien, restaureringen og den videre proces.

 

Omgivelserne skal også have et løft

Ved siden af Ballonhangaren bygger Realdania By & Byg et nyt ridecenter, der kan erstatte de udtjente staldbygninger på ejendommen. Om et års tid, når hele ejendommen er klar, skal det fejres med taler og bobler, og portene vil atter blive åbnet op for en dag. Fremover skal Københavns Kommune leje Ballonhangaren, så Rideklubben Ridevenner kan fortsætte i opgraderede rammer.

 

Find vej til Ballonhangaren

For at komme til Ballonhangaren skal du følge den cykel- og gangsti, som starter ved krydset Artillerivej/Halfdansgade. Parkering ved Ballonhangaren er ikke muligt.