x

Skoleelever bygger bindingsværk

Nyhed 18. december 2019

På Frilandsmuseet kan besøgende fra den 18. december opleve et legehus bygget af skoleelever. Et undervisningsforløb har i efteråret haft fokus på at formidle godt håndværk til børn og deres lærere.

Håndværk i Folkeskolen er et samarbejdsprojekt, der inddrager både virksomheder, erhvervsskoler, folkeskoler, museer og kommuner. Det handler om at få børn og unge til at interessere sig for det gode håndværk i form af materialer, teknikker og bygningskultur. Samtidig inspirerer udviklingsprojektet til nye undervisningsmuligheder i det obligatoriske fag håndværk og design. Foreningen Realdania har støttet projektet økonomisk.

På Frilandsmuseet har man – som en del af projektet – haft et samarbejde med Kongevejens Skole, hvor eleverne fra skolens valgfagshold i håndværk og design sammen med museets håndværkere har bygget et stort legehus. Det imponerende byggeri er opført som et traditionelt bindingsværkshus med gamle håndværksmetoder.

Den 18. december står huset færdigt og vil efterfølgende indgå i museets formidling. Ved et åbent arrangement på dagen fra klokken 14-16 kan alle interesserede se det færdige resultat og høre eleverne fortælle om deres byggeprojekt.

I begyndelsen af næste år afsluttes Håndværk i Folkeskolen med en udgivelse, der indeholder beskrivelser af grydeklare undervisningsforløb til brug i folkeskolen. 

Læs mere om Håndværk i Folkeskolen