Nye teknologier skal give mere effektiv og bæredygtig byggesektor
Med et nyt program kaldet Tech Match får danske virksomheder inden for byggeriet og tech-startups fra EU mulighed for at samarbejde om at effektivisere den danske byggesektor gennem anvendelse af nye teknologier. Bag Tech Match står Realdania og virksomheden FundingBox, der administrerer EU-midler til tech-startups. Samarbejdsprojekterne faciliteres af BLOXHUB.
Kan kunstig intelligens, robotteknologi og digitalisering af byggeprocessen udvikle den danske byggebranche, så den bliver mere effektiv, innovativ og i sidste ende mere bæredygtig?
Det skal en række samarbejder mellem små og mellemstore danske virksomheder inden for byggeriet og tech-startups fra EU forsøge at give svar på i løbet af de kommende år.
For byggebranchen kalder på effektivisering. Det fastslår både danske og internationale undersøgelser. Blandt andet anslår McKinsey, at branchen på globalt plan rummer effektiviseringspotentialer på 50-60%. Heraf står implementering af ny teknologi alene for op imod 15%.
I Danmark har mange små og mellemstore virksomheder innovative og bæredygtige løsninger til byggeriet, men ikke nødvendigvis indgående kendskab til de nyeste teknologier, der kan fremme implementeringen eller skaleringen. Omvendt findes der mange startups i EU, der netop har teknologi-spidskompetencer, men ikke direkte fokus på byggeriet som anvendelsesområde.
Nye teknologier skal løse konkrete udfordringer
Derfor skal Tech Match matche danske virksomheder inden for byggeriet, der står med konkrete projekter eller udfordringer, med tech-startups fra EU, som beskæftiger sig med den rette teknologiske løsning.
Målet er, at danske virksomheder får tilført nye teknologier helt ind i udviklingsarbejdet, som kan være afgørende for deres kapacitet til bygge mere effektivt og bæredygtigt. Samtidig skal programmet tiltrække international talent til Danmark og give de tech-startups, der deltager, mulighed for at teste og videreudvikle deres løsninger, så de er tilpasset de udfordringer, som danske virksomheder i byggesektoren står med.
”Vi er glade for samarbejdet med FundingBox, fordi de er en afgørende genvej til nogle af de bedste teknologi-startups i Europa. Med Tech Match får de danske SMV’er, som er parate til et teknologi-boost, en enestående mulighed for at sætte udviklingen af deres bæredygtige løsninger i et langt højere gear og forhåbentligt bidrage til et mere effektivt byggeri,” siger projektchef i Realdania Simon Kofod-Svendsen.
“For os hos FundingBox er det en fantastisk mulighed for at udnytte vores adgang og kendskab til EU deeptech startups, som allerede har vist resultater inden for AI, robotter, BIM, IoT, software & sensorer. Danmark er ifølge International Federation of Robotics rangeret sjette højest i verden ift. antal robotter pr. medarbejder. Det er netop sådanne forhold, som gør Danmark til et interessant marked at udvikle og modne teknologi i. Deltagelse i Tech Match vil give både de danske SMV'er og EU's tech-startups mulighed for at fortsætte deres udvikling og vækst,” siger acceleration manager hos FundingBox, Martin Holm Mortensen.
Mere om Tech Match
Bag programmet står Realdania med en bevilling på 15 mio. kroner over de kommende 2-3 år. Realdanias investering geares af EU-støttede startups, der har funding i ryggen med et tilsvarende beløb.
De EU-støttede startups administreres af virksomheden FundingBox. FundingBox er Europas førende distributør af EU-midler på tech-området med 70 mio. euro fordelt på 25 initiativer. FundingBox driver desuden en online platform med 22.000 tech-startups og SMV’er, som over de sidste fem år har deltaget i EU Kommissionens Horizon fondsinitiativer.
BLOXHUB, som er en innovationshub i Danmark, der arbejder med bæredygtig byudvikling, står for at rekruttere de danske virksomheder. Samtidig understøtter BLOXHUB samarbejdsprojekterne og sikrer videndeling på tværs samt en bredere formidling til branchen undervejs og efter projekterne er afsluttet.
Forventningen er at etablere mellem 12 og 15 Tech Match-forløb, som samlet set strækker sig over 2020-2022.
Programmet tager afsæt i danske små og mellemstore virksomheders udviklingsprojekter/-områder. To gange årligt er der ansøgningsfrist for danske virksomheder, som herefter matches med EU-startups, der sammen definerer et udviklingsprojekt af 6-9 måneders varighed.
Hvert projekt kan modtage op til 750.000 kr. i støtte, som kan gå til materialeindkøb, ekspertbistand og udviklingstid.
Den første ansøgningsfrist er 31. marts 2020. Kontakt Program Manager Peter Landau via mail pla@bloxhub.org vedr. din ansøgning.
Tech Match lanceres d. 28. februar kl. 15.-17 I BLOXHUB.
Tilmeld dig via BLOXHUB's hjemmeside her