x

Mange søger støtte til nye Underværker

Nyhed 27. marts 2020

Realdania har modtaget hele 146 ansøgninger til nye Underværker i en kampagne, der hjælper ildsjæle i det byggede miljø med at gøre drømme til virkelighed. Ansøgningsfristen udløb den 27. marts, og der er flere ansøgere end sædvanligt.

Siden 2011 har Realdania bidraget med en økonomisk håndsrækning til mere end 249 frivillige projekter i det byggede miljø.

Nu skal et eksternt bedømmelsesudvalg hjælpe Realdania med at beslutte, hvilke ansøgninger der i denne omgang kommer et skridt videre mod realisering i kampagnen Underværker. Fælles for alle Underværker er, at ildsjæle bygger, istandsætter og ombygger bygninger og byrum som springbræt til øget lokalt fællesskab og nye aktiviteter.

"Det er dejligt, at så mange frivillige ildsjæle har sendt ansøgninger af sted - det vidner om stort engagement og fællesskab lokalt. Det kan vi alle have brug for i øjeblikket. Vi glæder os til at læse ansøgningerne. Det er altid meget inspirerende," siger Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania.

De frivillige ildsjæle kan forvente svar på deres ansøgninger i løbet af juni.

Se alle de gode projektideer her