x

Realdania støtter konstruktiv udvikling af journalistikken

Pressemeddelelse 17. marts 2020

Det uafhængige institut for konstruktiv journalistik, Constructive Institute, der har til huse på Aarhus Universitet, vil også i de kommende tre år have fellowships støttet af Realdania.

Constructive Institute har siden 2017 arbejdet for at udbrede konstruktiv journalistik med mere fokus på viden, debat og løsninger. Instituttet arbejder bla. med fellowships, hvor journalister og redaktører fra danske medier i et år får mulighed for at fordybe sig i konstruktiv journalistik inden for udvalgte emner. 

Realdania har i perioden 2018-2019 støttet fire fellowships og har netop besluttet at støtte tre fellowships årligt over de kommende tre år 

Tankerne er, at journalisterne efterfølgende skal fungere som rollemodeller for konstruktiv og løsningsorienteret journalistik – både på deres egen arbejdsplads og i mediebranchen generelt. Instituttet har desuden en række andre aktiviteter som f.eks. kurser, oplæg og masterclasses for både danske og udenlandske medier.

De tre fellowships, som Realdania støtter i det kommende undervisningsår, har overskrifterne: 
Klimaudfordringer og udviklingen af vores byer
Udsatte boligområder i større byer 
Geografiske yderområder i Danmark

Filantropidirektør Nina Kovsted Helk siger, at målet med støtten til de i alt ni fellowships over de kommende tre år er at bidrage til, at der i mediebilledet bliver mere fokus på viden og løsninger.

”Hvis vi skal have en løsningsorienteret, oplyst og nuanceret debat om, hvordan vi håndterer nogle af de mere komplekse problemer i samfundet, spiller medierne en central rolle. De sætter i høj grad barren for samfundsdebatten og er afgørende for, hvor bredt viden og mulige løsninger kommer ud til både faglige aktører og befolkningen helt bredt.”

Indtil nu har 26 danske og internationale journalister og redaktører fra medier som DR, TV2, Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske, Jysk Fynske Medier, TV2 Fyn, Ritzau, Kristeligt Dagblad, Altinget, finske YLE og Australian Associated Press været igennem fellowshipprogrammet på Constructive Institute.

Blandt de øvrige bidragydere til programmet er Novo Nordisk Fonden og Trygfonden.

Læs mere om Constructive Institute