x

Nørre Nissum får nyt musik- og kulturhus

Pressemeddelelse 3. april 2020

Et nyt musik- og kulturhus skal give endnu bedre muligheder for Nørre Nissums mange fællesskaber. Realdania bidrager til projektet, der skal indrettes i nogle eksisterende lokaler i landsbyen.

Landsbyen Nørre Nissum ved Limfjorden summer af aktivt foreningsliv, og her er et stærkt, lokalt fællesskab. Især inden for musik og teater. For to år siden blev Nørre Nissum valgt som Årets landsby i Region Midtjylland, og der er generelt også mange ildsjæle i landsbyen. Derudover er der også en lang række uddannelser, og blandet andet derfor bor der mange børn og unge i Nørre Nissum.

Nu skal et nyt musik- og kulturhus støtte Nørre Nissums mange fællesskaber endnu mere. Det er VIA University College, Borgerforeningen i Nørre Nissum og foreningen Skolebyen i Nørre Nissum, som står bag projektet. Realdania støtter musik- og kulturhuset med 1,5 mio. kr. Det samlede budget er på godt 15 mio. kr.

Det nye musik- og kulturhus skal etableres i allerede eksisterende lokaler – hvor VIA University Colleges i øjeblikket har lokaler for læreruddannelsen og hf. Efter planen skal byggeriet gå i gang i begyndelsen af 2021.

Målet for projektet er, at musik- og kulturhuset bliver et samlende mødested for Nørre Nissums mange forskellige fællesskaber og et åbent mødested. Huset skal være sted for kreativ udfoldelse og udvikling – samvær og fællesskab.

På den måde kan huset også være en drivkraft for vækst og udvikling i landsbyen og i hele Lemvig Kommune og Vestjylland.