x

Bryggergården i Fjerritslev får nyt liv

Nyhed 12. juni 2020

Bryggergården sikrer liv i kulturarven og skaber bedre forhold for gæster og frivillige. En omfattende restaurering og delvis ombygning går nu i gang.

Det er P. Kjeldgaards Familiefond, der ejer bygningerne, som bl.a. huser et bryggeri- og egnsmuseum. De har nu indsamlet 5 millioner kroner til projektet:

”Ud over en restaurering af den fine, gamle bygning, skal pengene også bruges til at forbedre udstillingerne, så bryggeriet og bryggerfamiliens historie bliver formidlet mere tydeligt. Og samtidig ønsker vi at skabe bedre forhold for de mange frivillige, som yder en stor indsats, og som er årsagen til, at vi i Fjerritslev kan drive et bryggerimuseum med et meget beskedent budget,” siger formand Michael Binderup.

Trappe som nyt udendørs mødested

Det oprindelige trappeanlæg foran bryggeriets forhus bliver genskabt i hele husets bredde. Her samledes byens unge i gamle dage, og det er håbet, at trappen igen kan blive et samlingspunkt som kan bruges ifm. torvedage og gademarkeder.

Taget udskiftes med et nyt af naturskifer, som også var den oprindelige tagbelægning. Også skorstenspiber, døre og vinduer i forhuset føres tilbage til det oprindelige udtryk. Det betyder bl.a. at trappen øst for bygningen fjernes, da den er en senere tilføjelse. Indvendigt skal der etableres en museumsbutik og et formidlingsrum med mulighed for at lave små udstillinger og afholde møder og arrangementer.

Foreningen Realdania har støttet Bryggergården med 2,9 millioner kroner. Projekter er desuden støttet af Jammerbugt Kommune, LAG Jammerbugt, SE Vækstpulje, A.P. Møller Fonden, Jutlander Fonden, Sparekassen Vendsyssel Fonden, Fonden Himmerland, Klim Sparekasse og Migatronic.