Mit Sted: Ny podcast om arkitekturens betydning for livskvaliteten
Mit Sted er en podcast-serie, hvor kendte danskere viser os bygninger og steder, som har en særlig betydning for dem. Lyt med og bliv klogere på sammenhængen mellem det vi bygger, og det du føler.
Et solstrejf gennem vinduet på et gammelt badehotel. Duften af nyvasket trægulv. Glæden ved at bygge om og minder om venskaber i et helt særligt hjørne af skolegården. Som det er med musik, kan det byggede miljø også skabe stemninger, vække følelser og minder. Arkitekturen fra mindste detalje til største skala påvirker os – bevidst eller ubevidst. Og den skaber rammen om begivenhederne i vores liv. Dét sætter Realdania og Videncentret Bolius fokus på med en ny podcast, som er produceret af Thomas Stokholm.
I podcasten ’Mit Sted’ tager otte kendte danskere os med ud til et sted, der er helt specielt for dem. Et sted der har betydning for deres liv, og hvor arkitekturen spiller en rolle for de følelser og minder, der vokser frem. Hør bl.a. Signe Wenneberg fortælle om sit bæredygtige sommerhus, Umut Sakarya om det første møde med Skovshoved Hotel og Flemming Møldrup om tiden i en nytænkende folkeskole.
Lyt med og bliv klogere på, hvad arkitekturen og de bygninger og byrum, vi færdes i, betyder for din, min og vores livskvalitet.
Podcasten kan hentes i din fortrukne podcastapp, på realdania.dk/podcast eller bolius.dk/mitsted
Hent podcasten
Medvirkende:
1. Flemming Møldrup, Studievært og forfatter, tager os med til sin gamle folkeskole – den fremsynede Jellebakkeskole
2. Le Gammeltoft, studievært og digital iværksætter, tager os med til Christians kirke på Christianshavn
3. Line Kjeldsen Jensen, tegner og forfatter, viser os rundt i sommerhuset på Møn
4. Tommy Ahlers, venstrepolitiker, tidligere minister og iværksætter viser os den gamle indremissionske Sommersted ungdomsskole i Sønderjylland
5. Anna Thygesen, samfundsdebattør og kommunikationsrådgiver, tager os med til Politigården og BLOX i København
6. Umut Sakarya, kokken og provokatøren, tager os med til sin gamle læreplads på Skovshoved hotel
7. Mikkel Frey, journalist og lystfisker, har udpeget Dronning Alexandrines bro
8. Signe Wenneberg, debattør og foredragsholder, viser os sit bæredygtige sommerhus i Nordsjælland.
Vært er Thomas Stokholm