x

Ridevennerne har fået ny ridehal ved Ballonhangaren

Pressemeddelelse 21. oktober 2020

Realdania By & Byg har opført en ny ridehal ved siden af Ballonhangaren på Islands Brygge. Den nye bygning er en del af et projekt, som skal give Rideklubben Ride-venner bedre faciliteter og gøre Ballonhangaren mere synlig i lokalområdet.

30 hestebokse, foderrum, saddelrum, samt en ekstra indendørs ridebane. Det er blandt de nye faciliteter, som den københavnske fritidsklub Rideklubben Ridevenner nu kan indtage. I denne måned flytter klubben nemlig ind i en spritnyt, 1700 m2 stor ridehal, som skal supplere den hal klubben allerede har i den historiske ballonhangar på Islands Brygge i København. 

Da Realdania By & Byg overtog Ballonhangaren for tre år siden var den noget præget af tidens tand, og en omfattende restaurering var nødvendig, hvis den fortsat skulle kunne fungere. Takket være en aftale med Københavns Kommune blev det heldigvis muligt at restaurere Ballonhangaren, og dermed sikre den fortsatte drift af fritidsklubben de næste mange år frem. Aftalen blev samtidig startskuddet til en renovering af den omkringliggende ejendom, der blandt andet omfattede byggeri af det nye ridecenter.

For fritidsklubben og for lokalområdet

Når klubben er flyttet ind i det nye ridecenter, skal Realdania By & Byg fjerne de udtjente lader og stalde, som i dag er placeret tæt op ad Ballonhangaren. Når de er væk, vil den ikoniske ballonhangar igen kunne betragtes fra Islands Brygge og Amager Fælled.

- Jeg er glad for, at det i fællesskab med Københavns Kommune har været muligt at finde løsninger, så Ballonhangaren kan bevares for fremtidige generationer. Jeg er samtidig fuld af beundring for rideklubben, der har fungeret i drift gennem hele restaurerings- og anlægsfasen, og jeg glæder mig over at de nu kan fortsætte i bedre rammer, siger adm. direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg.

Ridevennerne flytter ind

I rideklubben er nedpakningen begyndt, og medlemmer såvel som personale ser frem til en dagligdag i nye rammer.

”Det er noget af en opgradering vi får. Det bliver bedre, det bliver større, vi får flere muligheder og plads til nye medlemmer. Vi glæder os til at flytte ind og sætte vores eget præg på den nye bygning”, siger Marianne Pedersen, der er daglig leder af Rideklubben Ridevenner.

Som det sidste skridt i projektet skal udearealerne opgraderes. I den forbindelse skal Realdania By & Byg lægge dræn under de udendørs ridebaner, så de ikke bliver oversvømmet.

Holder åbent hus til foråret

Til daglig er ejendommen lukket for offentlighedens adgang, fordi den skal kunne danne en tryg ramme for elever og dyr i fritidsklubben. Realdania By & Byg regner med, at hele projektet er færdigt til foråret 2021, og der vil i den forbindelse blive inviteret til åbent hus for alle.

FAKTA

Ridehallen
Den nye ridehal på 1700 m2 indeholder ridehal, 30 hestebokse, saddelrum, halmlager, badefaciliteter og toiletter, herunder handicaptoiletter. Bygningen er opført med en facade i hårdt træ. Københavns Kommune lejer bygningen af Realdania By & Byg, så den kan fungere som ramme om Rideklubben Ridevenner. Klubben har også faciliteter i den historiske ballonhangar.

Ballonhangaren
Den 103 år gamle ballonhangar på Islands Brygge i København er en af de eneste tilbageværende af sin slags i Europa. Hangaren blev købt af Realdania By & Byg i 2017. I 2019, var den, efter en omfattende restaurering, igen klar til at komme i brug som ridehal. Den sjældne bygning, som der kun findes få af i Europa, er opført af Hærens Ballonvæsen i 1917.

Ballonhangarens formål var at opbevare de observationsballoner, som blev brugt under artilleriets øvelser i præcisionsskydning på Amager Fælled. Fra en kurv under svæveballonen kunne soldaterne se, om artilleriet ramte plet. De tilstødende stalde, blev brugt til opbevaring af de heste, der trak de prægtige balloner ud af bygningen.

I starten af 1930’erne var luftballonernes æra forbi, men Ballonhangaren har gennem tiden fundet nye funktioner, blandt andet som flygtningecenter efter 2. v.kr, som base for det ridende politi – og som rideskole.

Som nabo til Ballonhangaren ligger Ballonparken - en baraklejr opført i 1880’erne, hvor artilleri- og ballonmandskab var indkvarteret

Læs mere om Ballonhangaren her
Rideklubben Ridevenner
Rideklubben Ridevenner er et kommunalt fritidstilbud til børn og unge mellem 10 og 17 år. Klubben har boet på ejendommen ved Ballonhangaren i 50 år, og en lejeaftale mellem Realdania By & Byg og Københavns Kommune sikrer Rideklubben brugsret til ejendommen de næste mange år.