x

Inspiration til bæredygtige fødevaresystemer og -fællesskaber

Nyhed 30. september 2021

Den 1. oktober udkommer urban gardening-foretagendet TagTomat i København med bogprojektet ’Grow Like Tomorrow – Vejen til fremtidens bæredygtige fødevaresystemer’. I bogen giver nogle af Danmarks fremmeste eksperter, iværksættere og ildsjæle deres bedste bud på, hvordan vi får skabt fremtidens bæredygtige fødevaresystemer både som samfund og virksomheder, men også med inspiration til, hvordan du selv kan gøre en forskel. Den filantropiske forening Realdania har støttet bogen.

Vores natur, miljø og klima er under ekstremt pres fra vores krav til produktionen af fødevarer og ressourceforbrug, og der er brug for handling nu. Omstillingen er heldigvis allerede i gang mange steder, og nu udkommer bogen ’Grow Like Tomorrow – Vejen til fremtidens bæredygtige fødevaresystemer’ - en antologi af artikler med ekspertviden på området, inspirerende fortællinger om innovative iværksættere og grønne fællesskaber samt konkrete guides til tiltag og projekter, du selv kan implementere i din hverdag.

“Vi ønsker med 'Grow Like Tomorrow' at belyse, hvordan samspillet mellem teknologi, mennesker og natur, tænkt ind i komplekse systemer omkring vores fødevareproduktion, kan og skal løse de store udfordringer, vi står overfor. Bogen tager dig med på en rejse rundt i de gode initiativer, vi allerede har i Danmark, og klæder dig på til selv at gøre en forskel i din hverdag, også i et globalt perspektiv,” fortæller Mads Boserup Lauritsen, indehaver af TagTomat.

'Grow Like Tomorrow' tager udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål, som i bogen præsenteres af tidligere Generalsekretær for FN, Mogens Lykketoft. Herfra fokuserer bogen på det retningsskift, der er nødvendigt, så vi sammen kan skabe fremtidens bæredygtige fødevaresystemer, komme nærmere på fødevarerne igen og i vores hverdag være med i kampen for en bæredygtig omstilling, f.eks. ved at skabe biodiversitet i vores haver eller få mere klimavenligt kød fra skovhaver eller med opdræt af slagtekaniner i baggården.

Bidragyderne i bogen tæller blandt andre Minik Rosing, Andreas de Neergaard, Michael Minter, Per Gundersen, Maria Reumert Gjerding, Hans Peter Ravn, Signe Schrøder, Anna Fenger Schefte, Jacob Hartmann, Frank Ladegaard Erichsen og mange flere.

'Grow Like Tomorrow' er blevet finansieret via en crowdfundingkampagne via Coop crowfunding, og foreningen Realdania har også bidraget til projektet.

”Realdania arbejder for at øge livskvaliteten gennem det byggede miljø, og vi deler TagTomats vision om, at man både som borger og erhvervsdrivende kan gøre en forskel i hverdagen. ”Grow Like Tomorrow” er en fin inspirationskilde til, hvordan vi sammen kan skabe hverdags-fællesskaber, som skridt for skridt understøtter den grønne omstilling,”,” fortæller Pelle Lind Bournonville, projektchef i Realdania.

’Grow Like Tomorrow – Vejen til fremtidens bæredygtige fødevaresystemer’ udkommer 1. oktober og i bedste Open Source-stil kan du downloade bogen gratis, når den er udkommet, på www.tagtomat.dk.