x

Jørgen Nue Møller er død – 77 år

Nyhed 24. marts 2022

Realdanias første bestyrelsesformand og manden, der stod i spidsen for at skabe den filantropiske forening er gået bort.

Jørgen Nue Møller var uddannet fra statskundskab fra Aarhus Universitet. I sin karriere var han dybt engageret i samfundet og ikke mindst det byggede miljø.

Hans arbejdsliv gik over Kommunernes Landsforening, en årrække i KAB – Bygge- og Boligadministration og herefter til Dansk Arkitektur Center (DAC). Han var også gennem karrieren hhv. formand for og medlem af en række bestyrelser – bl.a. Realdanias.

Jørgen Nue Møller har spillet en vigtig rolle i Realdanias historie.  I 2000 stod han som bestyrelsesformand for Foreningen RealDanmark for salget
af Realkredit Danmark og BG Bank til Danske Bank. Dermed blev Realdania
skabt, og Jørgen Nue Møller var i høj grad arkitekten bag. Han lagde dengang grundstenene til den nuværende filantropiske forening, og som bestyrelsesformand frem til 2007 var han manden i spidsen for at udvikle den nye forening – og særligt det filantropiske arbejde, der var Realdanias nye virke. 

Jørgen Nue Møllers ambition var, at Realdania skulle bidrage til at muliggøre ting i det byggede miljø, der ellers ikke var mulige. Og han var til det sidste dybt engageret i Realdanias arbejde og stillede gerne op og fortalte om tilblivelsen og de første år.

Med Jørgen mister Realdania ikke bare en tidligere bestyrelsesformand, men også nogle vigtige vidnesbyrd fra foreningens rødder, fra skabelsen og fra de tidlige år.

Æret være Jørgen Nue Møllers minde.

Mindeord fra  adm. direktør Jesper Nygård (pdf)