x

3, 2, 1 – kameraet er tændt, og julekalenderen starter snart

Nyhed 16. november 2022

Realdania By & Byg er igen i år klar med en julekalender – denne gang med små video-oplevelser fra 24 spændende historiske huse. Quiz med fra den 1. december og få chancen for at vinde oplevelser og rundvisninger i husene.

”Goddag og velkommen”. ”Hej alle sammen”. ”Dejligt, at så mange seere kigger med”. ”Vi glæder os til at vise jer rundt”. ”Vi er klar både foran og bagved kameraet”. ”Tre, to, en: Så starter vi…”

Sådan har det lydt mange gange i løbet af året, når Realdania By & Byg Klubben har tændt kameraet og sendt direkte og online fra nogle af de mange spændende historiske huse over hele landet. 

I dette års julekalender har vi samlet en skøn buket af 24 små klip fra nogle af de mange online-udsendelser, hvor vores arkitekter, projektledere, historikere og formidlere har vist rundt og fortalt om herlighederne i de historiske huse.

Tilmeld dig julekalenderen nu

Meld dig til allerede nu. Så er du klar til at sætte dig godt til rette bag skærmen, når vi blænder op for julekalenderen den 1. december og inviterer indenfor i 24 enestående huse. Quiz med, når julekalenderen starter, gæt dagens hus og få chancen for at vinde oplevelser og rundvisninger i husene. Vi trækker en vinder hver dag, og hovedpræmien er et ophold på det smukke Hindsgavl Slot. 

Unik samling af dansk bygningskultur

Alle 24 huse er at finde i Realdania By & Bygs samling af 60 historiske huse, der fordeler sig over hele landet. Tilsammen repræsenterer husene dansk bygningsarv gennem mere end 500 år, og samtidig viser de en samfundsmæssig udvikling. 
Alle de historiske huse er nemlig ikke ”bare” huse; de er også håndgribelige levn, som fortæller om byggeskikke, traditioner, stilretninger og materialer og om det liv, der er blevet levet i og uden for husene.

Kom med ind i nogle af husene i løbet af december og bliv samtidig lidt klogere på vores fælles kultur- og bygningsarv. Få også et lille indblik i stilperioder gennem tiden – fra barok til brutalisme – og et indblik i en mangfoldighed af bygningstyper: fra herregård til husmandsbrug, fra støberihaller til sommerhus, fra mølle til materialgård og mange flere.

Alle husene er restaureret med stor respekt for den historie, de repræsenterer, og de er i dag fyldt med aktiviteter og liv – enten som bolig for moderne familier eller som ramme om erhvervsaktiviteter og kulturelle formål.

Oplevelser med Realdania By & Byg Klubben 

Tilsammen og hver for sig er alle husene med til at fremme og formidle en levende bygningskultur. Formidlingen sker bl.a., når Realdania By & Byg Klubben inviterer på rundvisninger, foredrag og byvandringer; når bøger, film og billeder udbredes og nu også via en lille videojulekalender. Og alle 24 video-låger giver selvfølgelig mulighed for at komme videre til mere viden, flere fortællinger, film og gode oplevelser.

Tilmeld dig julekalenderen