x

Syv medlemmer valgt til Realdanias repræsentantskab i Hovedstaden efter rekordvalg

Pressemeddelelse 23. november 2022

I alt 934 medlemmer og gæster fra Realdanias valggruppe for Område 1 var i går til valgmøde i Tivoli Hotel & Congress Center i København. På valgmødet blev der valgt syv medlemmer til den filantropiske forenings repræsentantskab blandt det største antal kandidater i mere end 15 år.

Realdania holdt i går, tirsdag den 22. november, valgmøde på Tivoli Hotel & Congress Center i København. Valggruppen for Område 1 dækker kommunerne Dragør, Frederiksberg, København og Tårnby. 

På valgmødet fortalte bestyrelsesformand Lars Krarup og adm. direktør Jesper Nygård om Realdanias aktuelle arbejde og nogle af de mere end 4.500 projekter, som Realdania har støttet gennem sit 22-årige filantropiske virke. De fremmødte medlemmer kunne også høre mere om foreningsarbejdet og medlemsaktiviteter plus om de investeringer, der danner grundlaget for den filantropiske støtte til de mange projekter. Og en lang række medlemmer benyttede lejligheden til at stille spørgsmål og komme med input til Realdanias arbejde.

En central del af mødet var valget til foreningens repræsentantskab, som bød på det højeste antal kandidater siden 2006, hvor valggruppen dog var større. 

Ved valget blev følgende syv medlemmer fra området valgt til repræsentantskabet for en fireårig periode. De blev valgt blandt 16 opstillede kandidater. 

  • Camilla Gregersen, formand, København S
  • Helga Mathiassen, tømrer, København NV
  • Jacob Rønnoe Rask, konsulent og underviser, København NV
  • Jon Vesterby, tømrer/tillidsmand, København S
  • Mette Kynne Frandsen, Managing Director, Frederiksberg
  • Rikke Rohr, arkitekt MAA/direktør, København SV
  • Sara Line Bohn, projektchef, sundhed og motion, Brønshøj

Bestyrelsesformand Lars Krarup sagde efter valgmødet: 

”Det er utrolig positivt, at så mange ønsker at engagere sig aktivt i vores forening og være en del af repræsentantskabet. Det synes jeg vidner om både opbakning og engagement fra vores medlemmer, og det er jeg virkelig glad for. Jeg glæder mig meget til at samarbejde med de valgte medlemmer af repræsentantskabet fra Hovedstaden.” 

Realdania er en forening med 175.000 medlemmer fordelt over hele landet. Foreningen arbejder på basis af sin investeringsformue for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø og støtter bl.a. byudvikling i både små og store byer, den grønne omstilling i byggeriet og bevaring af bygningskultur. Alle, der ejer fast ejendom kan gratis blive medlem af foreningen.

Repræsentantskabet er Realdanias øverste myndighed. Her godkendes bl.a. årsrapporten, vælges bestyrelse og vedtages ændringer af vedtægterne. Repræsentantskabet ser også til, at Realdanias bestyrelse og direktion lever op til vedtægter, formål og de besluttede strategier.