x

Håndbog skal sætte skub i energirenoveringer i den almene sektor

Nyhed 20. marts 2023

Nyt projekt skal omsætte erfaringer med finansierede energirenoveringer til en vejledende håndbog, der guider beslutningstagere og beboere i almene boligorganisationer gennem alle skridt af energirenoveringsprocessen.

Udviklingsprojektet ’Den grønne model - Best practice for energi- og helhedsrenoveringer i den almene sektor’ skal omsætte erfaringer med energirenoveringer til en vejledende håndbog, der viser vejen for proces og finansiering af energirenovering til alle landets almene boligorganisationer. 

Håndbogen kommer både til at samle energirenoveringens komplekse projekt- og finansieringsprocesser til håndgribelige løsninger, og skal klæde beslutningstagerne i den almene boligsektor på til at integrere energioptimering i helhedsrenoveringer. Med ’Den grønne model - Best practice for energi- og helhedsrenoveringer i den almene sektor’ bliver et stigende behov for klar og brugbar vejledning nu dækket, når det kommer til energirenovering. 

Stærkt samarbejde

Projektet bliver det første af sin slags og med i projektet er AlmenNet, Sustain, BL - Danmarks Almene Boliger, Landsbyggefonden, Boligselskabet Sjælland, Boligkontoret Danmark, FA09, FOB, SALUS, Danmarks Eksport- og Investeringsfond, SYNERGI og BUILD (Aalborg Universitet). Realdania støtter projektet. 

”Energirenoveringer af eksisterende ejendomme er en vigtig brik, når Danmark skal reducere sit CO2-udslip, og derfor er det helt afgørende, at den almene sektor bidrager. Jo flere energibesparelser vi i fællesskab kan realisere, jo bedre er udsigten til, at vi kan gå en grønnere fremtid i møde. Projektet bliver det første af sin slags i Danmark, og det er en stor styrke, at der står en bred forankret gruppe bag initiativet. Vi har derfor store forventninger til, at den håndbog og de øvrige formidlingsprojekter, som indsatsen rummer, faktisk kommer til at gøre en afgørende forskel for at vise vejen for proces og finansiering af energirenovering til ledelser og beboere i alle landets almene boligorganisationer,” siger Simon Kofod-Svendsen, projektchef i Realdania.

Et vigtigt skridt for den grønne omstilling

Der er et stort behov for at sætte skub i den grønne omstilling i den almene sektor og for i fællesskab at sikre, at der gennemføres flere energirenoveringer. Energirenoveringer er et helt centralt element i en ambitiøs grøn omstilling af den almene sektor, og samtidig kan effektiviseringerne også medvirke til en mere afdæmpet stigning i den samlede boligudgift, hvilket vil bidrage positivt til bekæmpelsen af energifattigdom.