x

Projektet Verdens Vildeste Brobyggere skal få flere unge ind på erhvervsuddannelserne

Pressemeddelelse 20. april 2023

En årlig brobygningskonkurrence med deltagelse af 37 lærlinge, elever og studerende, som dyster i at bygge tre spektakulære broer på tid, har fået en bevilling på 750.000 kr. fra den filantropiske forening Realdania.

Den 2. juni 2023 skal 37 unge lærlinge, studerende og elever inden for byggebranchen bygge tre broer i beton, stål og træ over C.W. Obels Kanal i Aalborg. Det sker foran tusindvis af mennesker, når non-profit organisationen Verdens Vildeste Brobyggere for tredje gang afholder deres brobygning, uddannelsesmesse og folkefest i én. 

Grundlægger af Verdens Vildeste Brobyggere, Michael Jeppesen, fortæller om projektet og bevillingen: "Hos Verdens Vildeste Brobyggere bruger vi erhvervsuddannelserne til at skabe noget vildt, frem for kun at fortælle om dem. Det er de seje, unge deltagere i konkurrencen, der er i centrum, fordi det er dem, der i fremtiden skal sikre Danmarks infrastruktur – og forhåbentlig kan de inspirere endnu flere unge til at tage en uddannelse inden for byggeriet. Realdanias støtte giver os mulighed for at inddrage flere fag i konkurrencen og give de unge deltagere verdens fedeste praktikforløb, med vejledning fra landets førende arkitekter, ingeniører og faglærere."

Deltager i sidste års Verdens Vildeste Brobyggere, Mia Mathiesen, fortæller om sin oplevelse til konkurrencen: “Det er det største og vildeste, jeg har prøvet i min læretid. Hvis jeg kunne, ville jeg gøre det igen.”

Sammen om at sikre Danmarks byggede miljø

Realdania støtter projekter, der er med til at løse udvalgte samfundsmæssige udfordringer inden for det byggede miljø. Ifølge en prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kommer Danmark til at mangle 99.000 faglærte i 2030, og det er netop den store udfordring, som Verdens Vildeste Brobyggere er sat i verden for at være med til at løse. Projektet taler den danske håndværkertradition op, og med broen som udgangspunkt, viser det unge mennesker på en ny måde, hvad man kan med en erhvervsfaglig uddannelse.

Om Realdanias støtte til Verdens Vildeste Brobyggere, fortæller projektchef Vera Noldus: ”Verdens Vildeste Brobyggere er et originalt projekt, der på en engagerende måde forener lokalsamfundet, uddannelsesinstitutioner og virksomheder med unge mennesker og håndværk. Forhåbentlig kan et arrangement som dette være med til at inspirere flere unge til at blive en del af det byggede miljø. For vi mangler faglært arbejdskraft i dag og i fremtiden, og vi har som samfund brug for de unge og kreative kræfter, også i lyset af den nødvendige grønne omstilling.”
 

Program for dagen offentliggøres løbende på brobyggere.dk