x

Fang din by: Se de 6 vinderfotos og oplev byen uden filter

Nyhed 9. juni 2023

Vinderne af den landsdækkende fotokonkurrence Fang din by er nu fundet. Deres fotos kan opleves på Bryghuspladsen i København frem til den 18. oktober og på forskellige biblioteker rundt i landet. Mere end 5.000 fotos var med i konkurrencen, der i år havde temaet ’uden filter’.

Det er 8. år i træk, at man kan gå på opdagelse i fotos taget af danskere i alle aldre. Konkurrencen består både af en hovedkonkurrence, der er åben for alle over 18 år, og en skolekonkurrence, der henvender sig til elever i udskolingen og på ungdomsuddannelser. Nu er der fundet tre vindere i hver kategori, og man kan se deres fotos ved at bladre i galleriet øverst. 

Konkurrencen er støttet af Realdania og udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Copenhagen Photo Festival.

Årets tema ’uden filter’ 

Konkurrencen foregår hovedsageligt på Instagram, der i høj grad lægger op til smukke fotos. Men dette års tema har forsøgt at skære lidt ned på de skønmaleriske motiver og i stedet opfordre til at fange et ’ærligt’ foto af, hvordan vores byer ser ud lige nu. Derfor har årets tema ’uden filter’ givet motiver med lidt færre solnedgange og sommerdage og lidt flere trange køkkener, byggerod og knuste vinduer. 

Vindere af hovedkonkurrencen  

1. pladsen: Tiny Living af Natascha Lhea Narvaez Nielsen
2. pladsen: Nørrebroparken af Asger Korsgaard
3. pladsen: Who’s your daddy af Alex Traberg

Vindere af skolekonkurrencen 

1. pladsen: Fest og farver af Lucas John Hansen, 6.d. Kildegårdsskolen
2. pladsen: Uden titel af Alma Christine Hulgaard Gebhardt, 8. klasse Søndermarksskolen
3. pladsen: Bilulykke af Freya Elina Stokbro og Ellen Gjerløv Winther, 5.a. Filstedvejens Skole