x

Nu åbner Kunsthal 44Møen efter en større ombygning og udvidelse

Nyhed 16. juni 2023

Efter knap et års ombygning er Kunsthal 44Møen klar til at åbne dørene for kunstinteresserede gæster fra lørdag den 17. juni 2023. Denne gang med nye faciliteter, der både tæller en ny klanghal, et renoveret atelier og værksted, en ny bygning med lejligheder til kunstnere på arbejdsophold, et landskabsprojekt og et nyt varmesystem.

De nye rammer giver kunsthallen mulighed for at udvide sæsonen, så der nu er åbent for publikum hele året. Det samlede projekt er støttet af Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond og Foreningen Realdania.  

Pihlmann Architects og Landskabsarkitekt Marianne Levinsen har tegnet de nye bygninger og området, der binder bygningerne sammen. Arkitekturen både i de nye bygninger, i renoveringen af de gamle bygninger samt i indretningen af uderummet er inspireret af Askebys landbrugsarkitektur.  

Et nyt udstillingsrum  

I den nyopførte klanghal er der skabt mulighed for, at 44Møen kan afholde flere koncerter, opsætte lydinstallationer og performances. Rummet er bygget, så kunstnerne kan arbejde dynamisk med akustikken i forhold til hvert enkelt værk.  

I forbindelse med genåbningen åbner også en stor udstilling, der hedder INTERMEZZO. Udstillingen er en fejring af kunst, respekt og samvær på tværs og på trods af Østersøens konfliktfyldte farvand, og den består af værker fra 13 forskellige kunstnere fra Baltikum og Norden. Udstilling kan opleves fra den 18. juni.  

Læs mere om Kunsthallens aktuelle udstillinger

Bedre adgang til 44Møen  

De nye faciliteter bliver også til glæde for skolebørn og gymnasieelever. Kunsthallen har nemlig fået bedre plads til skoletjenesten i det nyrenoverede atelier og værksted. Her kan alle klassetrin tilmelde sig forløb, der relaterer sig til de forskellige udstillinger. I begyndelsen af juli måned kan sommerferiebørn i alderen 8-12år også være med til at arbejde med kunst og natur.

Den nye bygning til kunstnere på arbejdsophold kaldes Residency 44Møen. Her har kunstnere og kunstformidlere fra hele verden mulighed for at bo og arbejde en periode med adgang til atelieret og værkstedet. Det giver grobund for nye samarbejder mellem lokale og internationale kunstnere, kuratorer og kunstformidlere.