x

Verdenskongressen for arkitekter sætter fokus på arkitektur som et redskab til at skabe en bæredygtig verden

Nyhed 26. juni 2023

På mandag starter verdens største arkitekturkongres i Bella Center i København. Kongressen løber over i alt fire dage og er for alle, der arbejder med arkitektur og det byggede miljø. Der forventes at komme deltagere fra hele verden, som i fællesskab skal blive klogere på FN’s verdensmål og bæredygtighed i relation til arkitekturen. Realdania har støttet kongressen.

Ny viden, erfaringer, bud på løsninger og handlingsorienterede partnerskaber på tværs af det byggede miljø. Det kan kongressens deltagere forvente at tage med hjem fra the UIA World Congress of Architects 2023, der har overskriften ’Sustainable Futures – Leave no one behind’.

Realdania står bag dele af kongressens program og deltager også i forskellige paneldebatter og talks med emner som f.eks. arkitekturen efter pandemien, og hvordan vi sikrer vores byer og bygninger mod det stigende havvand. 

Første gang kongressen afholdes i Norden

UIA-kongressen er tidligere blevet afholdt i storbyer som Tokyo (2011), Durban (2014), Seoul (2017) og senest i Rio (2021), der dog måtte afholdes primært digitalt. Det er første gang, at kongressen afholdes i Norden, og forventningen er omkring 6.000 deltagere.

”Det er en stor glæde, at verdens største arkitektkongres i år afholdes i København. Videndeling og samarbejde er helt centrale elementer i Realdanias arbejde inden for det byggede miljø, og derfor har vi også engageret os i UIA-kongressen. De problemer, verden står overfor i dag, kræver, at vi står sammen på tværs af både fagligheder, sektorer og landegrænser for at finder nye løsninger i fællesskab” siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania og formand for UIA2023 Honorary Committee 

Skal du selv på UIA? Se, hvor du finder Realdania her

En platform for diskussion af bæredygtig arkitektur

Kongressen foregår om dagen i Bella Center i København. Her er der keynotes med internationale eksperter og fagfolk, politiske diskussioner, workshops, materialeudstillinger og events. Uden for det officielle program i Bella Center bliver udvalgte arkitektur-cases vist frem i Verdensmålspavilloner langs havnen og ved en lang række sideevents, ekskursioner og begivenheder i Københavnsområdet. 

Arkitekter, arkitektstuderende og beslutningstagere får mulighed for at dele ideer, løsninger, visioner og erfaringer, der alle skal bidrage til at synliggøre, hvordan arkitekturen kan være med til at opbygge en bæredygtig verden, hvor alle kan være med. UNESCO’s 17 verdensmål bliver debatteret i relation til arkitektur ud fra seks temaer, som er: klimatilpasning, gentænkning af ressourcer, modstandsdygtige samfund, sundhed, inklusion og partnerskaber for forandringer.

Se hele programmet for UIA2023 CPH her 

København er arkitekturhovedstad i 2023

København er i år også udvalgt som international arkitekturhovedstad af UNESCO. Derfor er der en masse spændende aktiviteter i byen, hvor alle kan blive klogere på arkitekturens betydning. F.eks. kan du i Dansk Arkitektur Center se udstillingen ”Copenhagen in Common – det vi har til fælles”. Den handler om, hvordan arkitekturen er med til at skabe rammerne for det liv, vi lever sammen.

Se en oversigt over alle arrangementer i forbindelse med arkitekturhovedstadsåret