Syv medlemmer valgt til repræsentantskabet i Realdanias valggruppe for landbrug
Syv medlemmer blev valgt til Realdanias repræsentantskab, da foreningen i dag afholdt valg til sit repræsentantskab i Valggruppen for landbrug.
Foreningen Realdania afholdt i dag valgmøde i Valggruppen for landbrug, der omfatter ejere af landbrugsejendomme. På mødet, der fandt sted i DR Koncerthuset i København, blev følgende syv medlemmer valgt til repræsentantskabet for en fireårig periode:
- August Friedenreich Hage, godsejer og iværksætter, Præstø
- Bente Tang, landmand, Skjern
- Claus Neergaard, kammerherre, Herlufmagle
- Hans Henning Rottbøll, kammerherre, hofjægermester, godsejer, Vrå
- Ingrid van den Hengel, landmand, Bylderup-Bov
- Lars Hvidtfeldt, godsejer, direktør, Nykøbing F
- Malou Skeel, landmand, regionspolitiker, Aabybro
På valgmødet var der ud over valg til repræsentantskabet også en kort orientering om den aktuelle situation i den filantropiske forening fra bestyrelsesformand Lars Krarup og adm. direktør Jesper Nygård. Derefter havde medlemmerne af valggruppen mulighed for at stille spørgsmål og komme med input.
”Det er altid en fornøjelse at mødes med medlemmerne af de faglige valggrupper og få deres bidrag til vores arbejde. Jeg ser frem til samarbejdet med de syv medlemmer, der blev valgt til repræsentantskabet på mødet i dag,” siger bestyrelsesformand Lars Krarup.
Realdania er en filantropisk forening med omkring 180.000 medlemmer. Foreningen arbejder på basis af sin investeringsformue for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø – forstået som de fysiske rammer for vores hverdag. Realdania støtter bl.a. byudvikling i både små og store byer, den grønne omstilling i byggeriet og bevaring af bygningskultur. Fra den filantropiske forenings start i år 2000 og frem til udgangen af 2022 har Realdania støttet omkring 4.750 projekter med ca. 22,4 mia. kr.
Alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem af Realdania. Repræsentantskabet er foreningens øverste myndighed og fører tilsyn med, at bestyrelse og direktion yder deres bedste for at nå Realdanias mål.