Menu

Realdania udvider missionsrettede investeringer med cirkulær økonomi

Nyhed

11. januar 2024

Genanvendelse af plast på Letbek Plast, der ejes af Norsk Gjenvinning, som er iblandt Realdanias nye missionsrettede investeringer

Realdania arbejder allerede filantropisk med at styrke den cirkulære økonomi i byggeriet. Nu er foreningen også gået ind i cirkulær økonomi bredt med missionsrettede investeringer. Blandt investeringerne er Norges største leverandør af genbrugs- og miljøtjenester, som har en række danske datterselskaber.

Cirkulær økonomi, hvor ressourcer indgår i et kredsløb af genbrug og genanvendelse frem for at ende som affald, er et afgørende led i den grønne omstilling. Derfor føjer Realdania tre missionsrettede investeringer til den portefølje af investeringer, der ud over afkast har som formål at bidrage til foreningens filantropiske mål. 

Investeringerne tæller Norsk Gjenvinning, der er Norges største leverandør af genbrugs- og miljøtjenester, som ejes af Summa Circular. Derudover investerer Realdania via den toneangivende amerikanske kapitalforvalter, Closed Loop Partners, i en række mellemstore, primært nordamerikanske virksomheder, der har potentiale til at blive konsoliderede spillere inden for den cirkulære økonomi. Og endelig investerer Realdania via den hollandske forvalter Polestar Capital i en fond, der yder lån til nye, innovative selskaber, som har svært ved at sikre finansiering ad traditionelle veje.  

”Den cirkulære tænkning er et essentielt område at understøtte – både helt generelt og fordi det har en positiv effekt på byggeriets ressourceforbrug. Med de tre nye investeringer sikrer vi en god spredning ved at investere i virksomheder, der arbejder med cirkulære løsninger i forskellige brancher og udviklingsstadier med afsæt i Nordamerika, Holland og Norden. Og så går den cirkulære økonomi på tværs af brancher, da affald fra én industri kan ende som en værdifuld ressource i en anden industri,” siger investeringsdirektør Kenneth Lillelund Winther.

Dobbelt potentiale i cirkulær tænkning

De missionsrettede investeringer skal både skabe et økonomisk afkast på niveau med andre investeringer og samtidig bidrage med effekt inden for foreningens filantropiske mål eller de verdensmål, som Realdanias arbejde spiller ind i. Eksempelvis mål 12 om ansvarligt forbrug og produktion og mål 13 om klimaindsats.

”Vores missionsrettede investeringer har et dobbelt formål, der både handler om at sikre en filantropisk effekt og et økonomisk afkast. Den tilgang harmonerer utrolig godt med den cirkulære tankegang. For det er ikke kun godt for klimaet, at virksomhederne i f.eks. byggebranchen bliver bedre til at genanvende ressourcerne. Det kan også forbedre deres konkurrenceevne, fordi cirkulære virksomheder kan reducere deres omkostninger ved at bruge færre materialer, øge genanvendelsen og mindske deres affaldsmængde,” siger investeringsdirektør Kenneth Lillelund Winther. 

Det er et mål i Realdanias nuværende investeringsstrategi, at op mod fem procent af investeringsformuen skal være i missionsrettede investeringer inden 2026. Lige nu udgør de missionsrettede investeringer 3,2 procent af investeringsformuen. 

Norsk Gjenvinning

Igennem norske Summa Equity, som er en velkendt forvalter i Realdanias private equity portefølje, har Realdania investeret i Norges største leverandør af genbrugs- og miljøtjenester. Udover 50 affald- og genbrugsanlæg ejer Norsk Gjenvinning en række datterselskaber i Sverige og Danmark. Herunder Letbek Plast, der arbejder med re- og upcycling af plastik, IBKA, der leverer avanceret industriel rengøring og Zirq Solutions (tidl. NKT’s danske afdeling for kabelgenindvinding). Norsk Gjenvinning har mere end 40.000 kunder, der spænder fra kommuner og papirmøller til kabelproducenter, og ambitionen er at blive den førende aktør indenfor miljøvenlig affaldshåndtering og råvareudvinding i Norden.

Polestar Capital

Den hollandske kapitalforvalter Polestar Capital er blandt de tidlige frontrunners inden for cirkulær økonomi i Europa. Med fonden Circular Debt yder Polestar lån til små og mellemstore virksomheder samt projekter indenfor cirkulær økonomi, som har bevist proof of concept, og som ønsker at skalere deres forretning. Polestars investeringsfokus er at dække det finansieringshul, som typisk opstår, fordi banker og andre kreditgivere ikke ønsker at finansiere innovation eller selskaber på tidlige stadier. Polestar gør brug af eksterne teknologieksperter som et led i at verificere de cirkulære løsningers potentiale som investeringsmulighed.

Closed Loop Partners

Den New York-baserede kapitalforvalter Closed Loop Partners er en af de første fokuserede forvaltere indenfor cirkulær økonomi. Herigennem får Realdania adgang til at investere i private equity fonden, Closed Loop Leadership, der investerer i mellemstore selskaber i primært Nordamerika inden for tre hovedområder: Plastic & Packaging, der også omfatter fokus på byggematerialer. Supply Chain Technology, der omfatter software og hardware til at optimere processerne omkring genbrug. Food & Agriculture, der bl.a. omfatter genanvendelse af madaffald. Da markedet for genbrug og cirkulære forretningsmodeller i Nordamerika er meget fragmenteret, er fondens strategi at opkøbe selskaber og vækste dem til store selskaber gennem effektivisering og konsolidering. Closed Loop Partners driver desuden et innovationscenter med fokus på cirkulær økonomi.