Japansk arkitekt udstiller for første gang i Danmark
Nu kan man opleve en sanselig og minimalistisk installation af den japanske arkitekt Sou Fujimoto, når han for første gang udstiller i Danmark på Utzon Center.
”Fujimotos design er på én gang minimalistiske og sanselige, og han arbejder meget med at skabe både rumlige og kropslige oplevelser, der forener natur og arkitektur. ’Everything is circulating’ er både hans designfilosofi og tematikken for udstillingen, hvor han har skabt en rigtig stærk oplevelse med meget enkle greb”, fortæller Line Nørskov Davenport, der er kurator og udstillingsdirektør på Utzon Center.
Sou Fujimoto er født på øen Hokkaido i Japan og er uddannet arkitekt ved Tokyo University. Han etablerede sin egen tegnestue i Tokyo i 2000 og i 2016 åbnede tegnestuen i Paris.
Tredimensionel drømmetegning
Udstillingen består af en tredimensionel drømmetegning, lavet af en 500 meter lang, håndbukket wire, der svæver i rummet og snor sig gennem udstillingsrummene – næsten som en minimalistisk og tredimensionel blyantstegning.
Den legende wire viser et kredsløb af mennesker, bygninger, landskaber og infrastruktur. Den skal udtrykke en optimisme for en ”primitiv fremtid”, hvor forholdet mellem naturen og fremtiden blandes sammen. Fujimotos arbejde kendetegnes ofte af lette, skulpturelle strukturer, der åbner en dialog mellem indendørs og udendørs rum.
’Primitive Future: Everything is Curculating’ bliver til i samarbejde med Aedes Architecture Forum (Berlin), der udstillede installationen for første gang i sommeren 2023. Udover udstillingen, er der desuden kreative aktiviteter og workshops for børn. Den kan opleves fra den 6. juni til den 10. november 2024, og er støttet af bl.a. Realdania, Dreyers Fond og Knud Højgaards Fond.