x

Millionstøtte til udviklingsprogrammet Værdibyg: Fokus på små projekter og grøn omstilling

Pressemeddelelse 12. juni 2024

Udviklingsprogrammet Værdibyg har modtaget en bevilling på 10 millioner kroner fra den filantropiske forening Realdania. Bevillingen bidrager til at sikre Værdibygs arbejde med udvikling af byggeriets processer – med særligt fokus på bæredygtighed, de mindre projekter og virksomheder, forenkling og byggeriets samarbejde og organisering.

Gennem de sidste 15 år har udviklingsprogrammet Værdibyg arbejdet på at styrke samarbejde og processer i byggeriet for at fremme værdiskabelsen og øge produktiviteten i landets fjerdestørste industri. En ny bevilling på 10 mio. kr. fra Realdania er med til at sikre, at Værdibyg fortsætter arbejdet de næste fire år.

”Værdibygs arbejde for at forbedre byggeriets processer rammer det sted i byggeriet, hvor alle parter har gavn af samarbejdet, men hvor de enkelte parter ikke selv kan ændre noget. Det er også derfor, at alle byggeriets brancheorganisationer stadig er aktive deltagere efter 15 år. Med den nye bevilling fra Realdania har Værdibyg fået muligheden for at skabe endnu mere effekt af udveksling af de gode erfaringer og best practice inden for byggeriets processer,” udtaler forperson for Værdibygs styregruppe Inge Ebbensgaard, informationschef og chef for byggeri og byggepolitik i Foreningen af Rådgivende Ingeniører – FRI. 

Fokus på de mindre projekter og virksomheder

Byggeriet og anlægsbranchens processer og samarbejde er fortsat det centrale omdrejningspunkt for Værdibygs arbejde, men der vil være særlig opmærksomhed på at skabe effekt i hele branchen.

”Det er anderledes at bygge store og langvarige byggeprojekter end mindre. Vi skal derfor også være der for de mange mindre projekter og aktører. Vidensniveauet i hele branchen inklusiv de mindre projekter skal løftes og med et særligt fokus på den grønne omstilling, der stiller nye krav til processer og samarbejde,” fortæller Inge Ebbensgaard.

Bevillingen fra Realdania bakker op om Værdibygs nye strategi for 2024-2027. De strategiske fokusområder for Værdibyg vil i perioden være: 

  • Udvikling og forankring af byggeriets bæredygtige omstilling
  • Styrke de små og mellemstore projekter og virksomheder
  • Forenkling af byggeriets processer
  • Nye veje til bedre samarbejde og organisering

Programdirektør i Værdibyg, Rolf Simonsen, ser frem til at arbejde med de nye strategiske målsætninger. 

”Vi skal sikre, at vores arbejde kommer flest muligt til gode i byggebranchen. Det nye fokus på de små og mellemstore virksomheder stiller nye krav til de anbefalinger, vi kommer med, og til vores formidling. Vi er allerede i gang med at udvikle nye formater, som er målrettet de virksomheder, der ikke har de samme personaleressourcer, som de store, til at optage ny viden i organisationen. Her skal vi komme hurtigere til anbefalinger og brugbare værktøjer, som den travle ejerleder af en mindre håndværks- eller rådgivervirksomhed nemt kan drage direkte forretningsmæssig nytte af,” udtaler programdirektøren.

Realdania vil understøtte udbredelse af bæredygtige eksperimenter 

For Realdania er det særligt vigtigt, at der fortsat arbejdes på at understøtte eksperimenter i branchen, hvor Værdibyg indtager en rolle som facilitator og formidler. 

”Når vi støtter et projekt som dette, er det blandt andet for at understøtte opbygning og udvikling af en styrket platform, der også kan sikre udbredelsen af resultater fra udviklings- og demonstrationsprojekter i byggeriet. Den grønne omstilling af byggeriet kræver, at vi eksperimenterer mere og udbreder resultaterne, så alle kan bygge videre på både de fejl og de gode løsninger, der opstår undervejs,” udtaler Lennie Clausen, programchef i Realdania.

Løfter hele branchen

Ifølge Rolf Simonsen har bevillingen fra Realdania kæmpe betydning for, at Værdibyg fortsat kan udvikle byggeriets processer og samarbejde. ”Det er enestående, at byggeriet har et tværgående udviklingsinitiativ som dette, hvor anbefalinger og vejledninger er en indsats, der balancerer parternes interesser til fælles værdiskabende byggeprocesser. Vi glæder os til at tage fat og bidrage til at løfte både store og små virksomheder i hele byggeriets værdikæde,” afslutter Rolf Simonsen.