x

Realdania udbygger effektmåling af missionsrettede investeringer

Nyhed 28. juni 2024

Realdania har øget andelen af missionsrettede investeringer og samtidig udviklet målingen af effekten yderligere i den årlige rapport, som foreningen netop har offentliggjort.

Hvordan og hvor meget understøtter Realdanias missionsrettede investeringer missionen om at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø? Det gik foreningen i 2022 i gang med mere systematisk at måle på, og nu er den anden effekt-rapport for 2023 udkommet.

Rapporten udvikles løbende, og den bygger i år på flere data end det første år. Samtidig er der i årets rapport kommet en tættere kobling mellem investeringerne og målene for det filantropiske arbejde, siger investeringsdirektør Kenneth Lillelund Winther.

”Selv om vi i 2024-udgaven har fået flere data med, er vi stadig i gang med at udvikle rammeværket og rapporten. Og sådan vil det nok være i en årrække, da det er en meget kompleks opgave at måle på det her. Men vi synes, det er vigtigt og bliver hele tiden dygtigere til det. Rapporten er blevet modtaget utrolig godt i vores omverden og hos vores kapitalforvaltere, hvor flere har indarbejdet vores metode i deres arbejde og kan se fordelen i at indsamle data. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for,” siger han.

Rapporten er et led i foreningens transparens i forhold til både filantropi og investeringer, og samtidig har Realdania et ønske om at bidrage til viden og læring omkring missionsrettede investeringer og måling af effekten. 

Et værktøj i kassen

Filantropidirektør Nina Kovsted Helk siger, at de missionsrettede investeringer har vist sig at være et godt supplement til foreningens øvrige filantropiske arbejde.

”Det er en måde, hvor vi kan få endnu mere filantropi for pengene. Det er blevet et vigtigt værktøj i vores værktøjskasse, som betyder, at vi kan bidrage fra flere sider til at løse samfundsproblemer som f.eks. klimakrisen. Og vi bliver løbende klogere på, hvordan vi investerer missionsrettet bedst og med størst effekt,” siger hun.

Realdania har i den nuværende investeringsstrategi, der løber fra 2020 til 2026, afsat fem procent af den kommercielle investeringsformue til missionsrettede investeringer. Der investeres både inden for traditionelle noterede og unoterede aktivklasser. 

I 2023 er porteføljen vokset fra en samlet investeringssum på 609 mio. i starten af året til 842 mio. kr. ved udgangen af 2023. Dertil kommer underskrevne tilsagn om investeringer, som de valgte kapitalforvaltere endnu ikke har kaldt, på 592 mio. kr.

Der er i løbet af 2023 foretaget seks nye missionsrettede investeringer, og den samlede portefølje bestod ved årets udgang af i alt af 14 investeringer.