Undgå byggeaffald ved at gentænke design, produktion og brug af byggematerialer
Syv temaark forsøger at skabe overblik over den nuværende viden og data inden for syv centrale områder af cirkulær økonomi i byggeriet. Formålet er at inspirere til en dybere dialog og styrke beslutningsprocesser og strategier blandt byggebranchens aktører.
Bygge- og anlægsbranchen er Danmarks største producent af affald, og affaldet udgør en central ressource for fremtidens byggeri. Danmark har med tiden gjort fremskridt inden for cirkulær økonomi i byggeriet: der er stigende bevidsthed om vigtigheden af at genbruge og genanvende byggematerialer. Og et større fokus på at bevare eksisterende byggeri for at reducere miljøpåvirkningen og bevare ressourcer.
På trods af den positive udvikling, er der stadig lang vej til at opnå fuld cirkularitet i byggesektoren. Teknologisk Institut, Byggeri og Anlæg, har derfor med støtte fra Realdania opdateret syv temaark og et perspektiveringsnotat om cirkulær økonomi i byggeriet, der kan inspirere til en dybere dialog og styrke beslutningsprocesser og strategier blandt byggebranchens aktører. Temaarkene har hver især fokus på et specifikt emne og formålet er at skabe et overblik over den nuværende viden og data inden for syv centrale områder af cirkulær økonomi i byggeriet.
”Ny viden og data skyder hele tiden frem. Cirkulært byggeri er et komplekst område fyldt med spørgsmål og nye løsninger, som stadig er under afprøvning. Derfor har vi ønsket at samle den viden, der eksisterer lige nu, i et overskueligt format, så det er nemt for branchens aktører at dykke ned i materialet og bidrage til at accelerere den cirkulære omstilling”, siger Stefania Butera, seniorspecialist, ph.d., på Teknologisk Institut.
Samlet giver publikationerne et overblik over vidensniveauet på området i dag, samtidig med, at de stiller en række vigtige og relevante spørgsmål inden for områderne:
- Affald som ressource
- Byggeriet som ressourcebank
- Brug af råstoffer
- Skadelige stoffer og problematisk affald
- Klimagevinst ved genbrug og genanvendelse
- Økonomisk potentiale og forretningsmodeller
- Lovgivning og rammevilkår
Derudover giver perspektiveringsnotat et resumé af de 7 ark.
Inspiration til bæredygtige strategier
Temaarkene er designet til at hjælpe aktører i byggebranchen, der ikke nødvendigvis er eksperter i cirkulær økonomi, men som har et grundlæggende kendskab til området. Gennem disse temaark kan byggebranchen finde inspiration til at styrke deres strategier og beslutningsprocesser mod en mere bæredygtig fremtid.
Målet med arbejdet er ikke blot at opsummere eksisterende viden, men også at identificere huller i den viden, der er om cirkulær økonomi i Danmark. Det er afgørende for at kunne pege på de vigtigste trends og sætte dem i et bredere perspektiv, som kan hjælpe med at forme fremtidens bæredygtige byggebranche. Det sker i det opsamlende perspektiveringsnotat, som Teknologisk Institut også står bag.
Cirkulær økonomi i byggeriet - Syv temaark og et perspektiveringsnotat