Nyt initiativ skal give nyt liv til tomme bygninger og flere grønne bofællesskaber
Et nyt initiativ skal gøre det lettere for bofællesskaber, økosamfund og gårdkollektiver at etablere sig. Initiativet vil identificere de barrierer, der ofte bremser grupper af ildsjæle i at realisere visionen om en grønnere livsstil med stærke fællesskaber.
Bofællesskaber og økosamfund kan spille en vigtig rolle i at udvikle mere bæredygtige og inkluderende boligformer. De kan styrke fællesskaber, reducere ensomhed, og løfte lokalområder ved at fungere som laboratorier for bæredygtige livsstilsvalg. Dog møder bofællesskaber med fokus på grøn omstilling og regenerativ praksis ofte udfordringer i opstartsfasen, da de ikke altid passer ind i gængse lovgivningsrammer og sjældent understøttes af de finansielle systemer.
Med initiativet "Spektakulære Fællesskaber - Spektakulære Løsninger", støttet af den filantropiske forening Realdania, vil Landsforeningen for Økosamfund og Kontra Advokater i fællesskab undersøge de udfordringer, som mange ildsjæle og grønne bofællesskaber står overfor.
“Vi kender udfordringerne for at starte fællesskabsbaserede boformer i Danmark - og de er mange. Den kedelige statistik siger, at kun 1 ud af 10 opstartsgrupper når i mål. Med det her projekt vil vi gå lige til sagen og finde mulige løsninger”, siger projektleder Dicte Frost fra Landsforeningen for Økosamfund.
Gennem fire konkrete målsætninger ønsker initiativet at bane vejen for bofællesskaber og økosamfund med ’kant’:
- Inspiration fra europæiske bofællesskaber
Projektet kortlægger innovative bofællesskabsmodeller fra resten af Europa og vurderer, hvordan erfaringerne kan overføres og tilpasses danske forhold.
- Udvikling af tilpassede løsninger
Sammen med Kontra Advokater udarbejdes konkrete anbefalinger til, hvordan man kan overkomme juridiske og finansielle barrierer, som mange bofællesskaber i Danmark støder på.
- Netværk for opstartsgrupper
Projektet etablerer et netværk, hvor nye bofællesskaber kan få sparring, rådgivning og erfaringsudveksling og opbygge relationer til ligesindede.
- Rådgivningsnetværk
Et konsulentnetværk dannes, der kan være til rådighed for bofællesskaber, der ønsker rådgivning i opstartsfasen, med støtte og vejledning til deres udvikling.
Funktionstømte bygninger kan tilføres nyt liv som bofællesskaber
Flere tidligere produktionsbygninger, herregårde og godser står i dag tomme hen, men rummer et stort potentiale for bofællesskaber. Projektet undersøger derfor, hvordan disse bygninger kan blive til hjemsteder for grønne fællesskaber, som er klar til at revitalisere tomme bygninger med en ny funktion som moderne boligfællesskaber.
Bofællesskaber med kant og bæredygtig profil
Med fælles mål om ansvarlig brug af ressourcer og en grønnere boligform, udfordrer bofællesskaber med kant de klassiske boligtyper og skaber rum for mere bæredygtige livsstilsvalg. Disse fællesskaber kan inspirere til fremtidens bæredygtige boformer og reducere miljøpåvirkningen gennem genbrug af bygninger, innovative løsninger og delte ressourcer.
Initiativet ’Spektakulære Fællesskaber - Spektakulære Løsninger’ retter sig derfor mod aktører som boligselskaber, udviklere, finansielle institutioner, fonde og arkitekter, der ønsker at engagere sig i bofællesskaber med bæredygtigt fokus, der tænker og handler lidt anderledes end de fleste. Fællesskaber, der varierer i størrelse og kan spænde fra individuelle boenheder med fælles faciliteter til større kollektiver, hvor alt undtagen private soveværelser deles.
Følg projektets udvikling
Interesserede kan følge projektets fremskridt og få indblik i de mange spændende initiativer gennem Landsforeningen for Økosamfunds hjemmeside samt nyhedsbreve og sociale medier.
Landsforeningen for økosamfund