Lemvigs toldbodsbygning skal rumme museum for guldalderkunst
Lemvig Kommune vil istandsætte og transformere byens toldbod, så den i fremtiden bliver et museum for guldalderkunst. Realdania støtter projektet med 4,775 mio. kroner.
Lemvig Kommune er kommet et vigtigt skridt nærmere mod at realisere planerne om at omdanne byens historiske toldbodsbygning til et kulturelt centrum i byen. Det sker efter, man har modtaget en bevilling på 4,775 mio. kroner fra Realdania til et projekt, hvor man vil åbne et museum for guldalderkunst i bygningen.
Muligheden for at etablere det nye museum er opstået ved, at den lokale kunstsamler Frank Nicolajsen har doneret sin omfattende samling af 750 malerier fra den danske guldalder til Vestjysk Kunst Fond, der har til huse i den gamle Toldbod.
Den 600 m² store Toldbod ligger tæt på gågaden og den revitaliserede havnefront i Lemvig og er velegnet til museumsformål. Men bygningen kræver en istandsættelse og transformation for at opfylde nutidige museumsstandarder – herunder bedre adgangsforhold.
Omdannelsen skal værne om en af byens historiske og bevaringsværdige bygninger. Udgangspunktet for byggeprojektet er at bevare, hvad der er muligt. Og at udskifte og tilføje, hvad der bidrager til en god udstillingsoplevelse og fleksibel og effektiv drift.
Budgettet for projektet er på i alt 16 mio. kr. Lemvig Kommune finansierer selv med 1,3 mio. kr. og vil forsøge at rejse de resterende midler gennem bevillinger fra fonde.
Malerier af Eckersberg
Det tidligere Toldkammer fra 1920 er tegnet af Kgl. Bygningsinspektør Jens Vilhelm Petersen. Det er en karakterfuld nyklassistisk ejendom, som indgår i et samlet udpeget kulturmiljø langs havnen. Det er en bygning, som er vigtig for Lemvigs historie, og som med projektet vil få et nyt indhold og blive permanent tilgængelig for offentligheden.
Kunstsamlingen, som skal flytte ind på det ny museum, rummer værker fra perioden ca. 1800-1850 af prominente kunstmalere som C. W. Eckersberg, Martinus Rørbye, Johan Thomas Lundbye, Wilhelm Marstrand, Ditlev Blunck, P. C. Skovgaard, m.fl.