Nina Kovsted Helk bliver ny adm. direktør i Realdania
Realdanias bestyrelse har ansat den nuværende filantropidirektør Nina Kovsted Helk som den filantropiske forenings nye adm. direktør. Hun afløser den 1. april 2025 Jesper Nygård på posten. Samtidig justeres direktionen fra tre til to personer.
Realdanias bestyrelse har besluttet at udpege foreningens nuværende filantropidirektør Nina Kovsted Helk til ny adm. direktør. Hun har gennem seks år været en del af Realdanias direktion og stået i spidsen for foreningens filantropiske arbejde, og nu får hun ansvaret for hele foreningens virke. Nina Kovsted Helk tiltræder sin nye rolle den 1. april 2025 og efterfølger Jesper Nygård, som på det tidspunkt fratræder efter 12 års dedikeret ledelse af foreningen.
”Vi er glade for at kunne fortælle, at Nina Kovsted Helk er Realdanias nye adm. direktør. I bestyrelsen er vi overbeviste om, at hun er den helt rigtige til at bringe Realdania sikkert og visionært videre,” siger formand for Realdanias bestyrelse Lars Krarup.
”Valget er resultatet af en særdeles grundig search med bistand fra Russel Reynolds Associates, og som endte med valget af en meget kvalificeret intern kandidat med indgående kendskab til Realdanias mission og værdier. Jeg vil gerne udtrykke en stor tak til alle, der har vist interesse for stillingen og dermed for Realdanias arbejde. Det har været en enorm positiv oplevelse at konstatere, hvor kompetente mennesker vores organisation kan tiltrække," supplerer Lars Krarup.
”Den åbne proces har så vist, at Nina Kovsted Helk samlet set er vores foretrukne kandidat til jobbet. Ninas erfaringer, faglighed og match til stillings- og opgavebeskrivelsen rammer på fornemste vis vores ønsker og ambitioner. Hun har en række nye idéer og et klart strategisk blik i forhold til, hvor foreningen skal hen i de kommende år i arbejdet med at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø. Og hun er i det hele taget en virkelig dygtig leder. Vi ser i bestyrelsen frem til at arbejde sammen med Nina om at videreudvikle foreningen,” tilføjer Lars Krarup og slutter med:
”Når processen endte med en intern kandidat til stillingen, var det naturligt at genoverveje, om direktionen så skal fortsætte med tre personer, eller om tiden er til igen at have en direktion med to personer. Bestyrelsen og Nina Kovsted Helk har vurderet, at det giver mening at genindføre en direktion med to personer.”
Når Nina Kovsted Helk tiltræder som adm. direktør, vil Realdanias direktion fremover således bestå af den kommende adm. direktør og investeringsdirektør Kenneth Lillelund Winther, der fortsætter i direktionen og dertil forfremmes til stedfortræder for den adm. direktør.
Nina Kovsted Helk siger om det forestående jobskifte:
”Jeg ser virkelig frem til at gå i gang med opgaven som adm. direktør. Det er en opgave, jeg føler mig utrolig privilegeret over at få lov til at påtage mig, og som jeg bestemt er ydmyg overfor. Samtidig har jeg nogle klare ideer og visioner for, hvordan foreningen kan udvikle sig. Verden ser i dag anderledes ud end i de første 25 år af Realdanias levetid, det skal vi selvfølgelig reagere på og bidrage ind i. Realdania er i min optik en vigtig samfundsaktør de steder, hvor det byggede miljø kan bidrage til at skabe en positiv udvikling. Det er allerede en veldrevet og professionel organisation, det har jeg jo oplevet gennem de seneste godt seks år. Der er derfor et utrolig stærkt fundament at bygge videre på og udvikle fra, og det glæder jeg mig til, at vi skal i gang med,” siger hun og tilføjer, at hun ikke har yderligere kommentarer til jobskiftet før efter den 1. april 2025.
For at markere overgangen vil der være en fratrædelsesreception for Jesper Nygård i BLOX den 4. april 2025 for at sige tak for hans indsats i Realdania gennem årene, og hvor man også kan møde Nina Kovsted Helk som ny adm. direktør.