Menu

Realdania runder milepæl for missionsrettede investeringer

Pressemeddelelse

30. januar 2025

Realdania har siden 2020 opbygget en portefølje af missionsrettede investeringer

Med to nye investeringer i grønnere stålproduktion har Realdania nu over én mia. kr. i missionsrettede investeringer.

Realdania har siden 2020 opbygget en portefølje af missionsrettede investeringer (MRI). Investeringer, som på én gang skal give afkast på niveau med foreningens andre investeringer, og som samtidig skal støtte op om Realdanias filantropiske arbejdsfelt.

Foreningens portefølje af missionsrettede investeringer har nu rundet én mia. kroner. Det sker med to nye investeringer i ”grønt stål”.

”Stålindustrien er én af de industrier, der bidrager mest til de globale udledninger af drivhusgasser. Samtidig kan vi se, at der er en stigende efterspørgsel på stål. Derfor er der behov for at finde en mere klimavenlig måde at producere stål på,” siger Kenneth Lillelund Winther, der er investeringsdirektør i Realdania.

Den ene investering er foretaget via kapitalforvalteren Generate i den amerikanske virksomhed Pacific Steel Group, der vil opføre et nyt stålvalseværk til grønnere produktion af armeringsstål. Med det nye anlæg er det ambitionen at reducere CO2-udledningen med 90 procent i forhold til den nuværende model. Reduktionen kan lade sig gøre ved at genbruge lokal stålskrot, basere produktionen på grøn energi og reducere transportafstande i værdikæden.  

Den anden investering er foretaget gennem kapitalforvalteren Altor i virksomheden H2 Green Steel, som vil opføre et stålværk i den nordsvenske by Boden. Netop her er forholdene optimale for at producere stål mere klimavenligt, og stålværket kommer til at levere stål med op til 95 procent mindre CO2-udledning end stål, der er produceret på traditionel vis. 

”I Realdania vil vi gerne fremme en bæredygtig udvikling og bidrage til at flytte byggeriet i en mere grøn retning. Det gør vi dels gennem vores filantropiske arbejde. Men også gennem vores målrettede investeringer. Her giver det god mening for os at investere i nogle virksomheder, som arbejder på at rykke stålindustrien i en mere bæredygtig retning. For lykkes det, vil det spille en vigtig rolle i den grønne omstilling,” siger Kenneth Lillelund Winther.

Begge investeringer er såkaldte co-investeringer – investeringer, hvor man som investor foretager en investering sammen med en fond.

Med milepælen på én mia. kr. i missionsrettede investeringer nærmer Realdania sig målsætningen i sin nuværende investeringsstrategi om inden 2026 at have investeret mindst fem procent af sin investeringsformue i missionsrettede investeringer. 

Med de to nye investeringer udgør den investerede kapital i de missionsrettede investeringer således nu ca. 4,0 procent af Realdanias investeringsformue.

Pacific Steel Group

Pacific Steel Group er den førende leverandør af armeringstål i Californien. Selskabet leverer og installerer armeringsstænger, for-monterede armeringsbure og efterspændingskabler til private og offentlige bygninger. 

Der findes i dag ingen stålvalseværker i Californien, så færdigt stål til videre forarbejdning leveres fra værker i andre stater, primært Utah og Washington. 

Pacific Steel Group ønsker at opføre en fuldt integreret produktionsproces på et nyt anlæg i Californien, hvor de kan stå for hele værdikæden fra omdannelse af stålskrot til installation af de færdige produkter.  

Konstruktionen af det nye produktionsanlæg forventes at tage tre år og det færdigbyggede anlæg vil i alt kunne producere 400k tons grønt armeringsstål årligt. 

H2 Green Steel

H2 Green Steel arbejder på at opføre et stålværk i Nordsverige. Her vil man erstatte kul med grøn brint i de processer, hvor jernmalm bliver opvarmet og reduceret, så den senere kan laves om til stål. 

I den traditionelle bruger man pulveriseret kulkoks til at fjerne ilten undervejs i forarbejdningsprocessen. H2 Green Steel har udviklet en ny metode, hvor man i stedet kan bruge brint til at fjerne ilten, og dermed udleder meget mindre CO2.

Fabrikken forventes at kunne levere grønnere stål allerede i 2026 og oplever allerede stor efterspørgsel fra eksempelvis autoindustrien og fra producenter af byggematerialer.