Bæredygtighed er blevet et grundvilkår, og byggebranchen finder hjælp i teknologi
Tre ud af fire oplever, at teknologi og digitale løsninger er en hjælp på vejen mod en mere bæredygtig branche, og brugen af kunstig intelligens er næsten ottedoblet på to år. Byggeriets Modenhedsmåling 2025 vidner på flere måder om en forandringsvillig branche, der efterspørger regler, der sætter en klar retning.
I juli 2025 vil nye skærpede CO2e-krav træde i kraft gennem opdatering af bygningsreglementet, og omfanget af byggerier, der er underlagt en gennemsnitlig CO2e-grænseværdi på 7,1 co2e/m2/år, øges. Over de kommende år planlægges også en gennemgribende revision af bygningsreglementet, som skal fjerne barrierer og sikre bedre sammenhæng mellem den eksisterende regulering og en bæredygtig agenda.
En dugfrisk udgave af Byggeriets Modenhedsmåling understreger i høj grad branchens opbakning til et revideret bygningsreglement, der bedre kan understøtte arbejdet med bæredygtighed. Således svarer 57 pct. af de adspurgte virksomhedsledere og bæredygtighedschefer, at det nuværende bygningsreglement er uambitiøst på klimaområdet, og 42 pct. oplever bygningsreglementet spænde ben for deres bæredygtighedsinitiativer.
Digitalisering og samarbejde fremmer bæredygtighed
Når kravene skærpes får byggeriets virksomheder mere brug for let og simpelt at kunne dokumentere deres arbejde med bæredygtighed – og der er stadig stort forbedringspotentiale. Der er et bredt udsnit af branchen, der vurderer, at digitale løsninger og teknologi letter dokumentationsopgaven og arbejdet med bæredygtighed i det hele taget. I alt er det 75 pct. i Byggeriets Modenhedsmåling, der vurderer, at digitale løsninger og teknologi letter arbejdet med klima og bæredygtighed. Samtidig er der dog 60 pct. som angiver, at nuværende datagrundlag og dataudveksling er en udfordring i forbindelse med bæredygtighedsrapportering. Dels er det fortsat svært og tidskrævende for mange virksomheder at indhente og udveksle relevant data med samarbejdspartnere, og dels kan man opleve, at datagrundlaget endnu ikke er etableret.
Ser man specifikt på brugen af kunstig intelligens, viser målingen, at 24% bruger AI-værktøjer i arbejdet med klima og bæredygtighed og alt tyder på, at der er uudnyttet potentiale her.
"At så mange allerede arbejder med AI i forbindelse med bæredygtighed er overraskende. Det bekræfter, at branchen er klar til at rykke sig digitalt og teknologisk og har brug for det ifm. bæredygtighedsarbejdet. I ConTech Lab vil vi i de kommende år hjælpe med at holde dette momentum og sikre, at branchens virksomheder kan eksperimentere og udvikle gode løsninger i fællesskab," siger Christina Hvid, adm. direktør i Molio og ConTech Lab.
AI er højdespringer – igen
Byggeriets Modenhedsmåling viser en branche, der drager nytte af flere forskellige teknologier. Brugen af digitale projektplatforme- og dokumentplatforme er steget markant, og brugen af kunstig intelligens er en klar højdespringer i 2025-målingen.
38 pct. af byggeriets virksomheder angiver i 2025, at de almindeligvis anvender kunstig intelligens i deres arbejde, hvilket er en stigning fra 5 pct. i 2023 og 21 pct. i 2024. Stigningen gælder for flere led i værdikæden. Rådgivende ingeniører og arkitekter er fortsat længst fremme, men der sker også et interessant spring hos byg- og driftsherrerne fra 11 pct. i 2024 til 28 pct., der benytter teknologien i 2025-målingen.
Virksomhederne benytter især generativ kunstig intelligens til f.eks. informationshåndtering, dataanalyse og administrativt arbejde. Men flere angiver også, at de anvender teknologien til arbejde med tilbud, design og projektering samt bæredygtighedsarbejde, og for 25 pct. er det vigtigere selv at eksperimentere med ny teknologi end at vente på dens indtog i eksisterende værktøjer.