Danmarkshuset i Paris skal transformeres og være et levende udstillingsvindue for bæredygtige løsninger i byggeriet
Danmarkshuset på Champs-Élysées skal gennemgå en større transformation og skal vise besøgende, hvordan vi i Danmark arbejder med at forene bevaring af gamle bygninger med klimahensyn. Realdania støtter projektet med 20 mio. kroner.
Danmarkshuset, der ligger på den berømte Avenue des Champs-Élysées i Paris, har planer om et ambitiøst renoveringsprojekt, der skal gøre bygningen til et levende eksempel på, hvordan vi i Danmark arbejder med klimamæssig bæredygtighed inden for bygningskulturen.
Danmarkshuset har siden 1955 arbejdet med at synliggøre det bedste Danmark har inden for kultur, kunst, erhvervsliv og andre samfundsforhold – både over for franskmænd og besøgende i Paris. Huset har skabt et rigt og inspirerende samlingspunkt mellem Frankrig og Danmark og tilbyder en bred vifte af kulturelle aktiviteter, der samler både lokale og internationale gæster.
Renoveringsprojektet, som den filantropiske forening Realdania støtter med en bevilling på 20 mio. kroner, er udformet med bæredygtighed som et centralt omdrejningspunkt.
Projektet vil styrke og forny bygningens særlige arkitektur. Planerne inkluderer også etablering af nye grønne områder, som skal åbne huset mere op for besøgende og bidrage positivt til lokalmiljøet.
”Støtten fra Realdania muliggør, at La Maison du Danemark kan sikre sin fremtid som et samlingscenter for dansk byggekultur samt fortsætte med at repræsentere Danmark i Paris igennem en moderne, ansvarlig og kulturel platform,” siger Helene Hanum Lanza, Danmarkshusets direktør.
Planerne for omdannelsen af Danmarkshuset ligger godt i tråd med de planer, som Paris har for Avenue des Champs Elysées. Her er målsætningen, at gaden bevæger sig i en bæredygtig retning med flere træer og færre biler. Derudover har man planer om at plante yderligere 160 træer, tilføje 5.000 m2 eng og 5.000 m2 blomsterbede i området omkring Champs-Élysées.
Inspiration til og fra Danmark
Realdania ser transformationen af Danmarkshuset som en god mulighed for at vise, hvordan man i Danmark arbejder med bygningskultur og klima.
”Danmarkshuset er tegnet af den danske arkitekt Tyge Hvass og er et stykke bygningskultur med stærk tilknytning til Danmark, der er placeret midt i Paris. På den måde spiller Danmarkshuset en helt særlig rolle som repræsentant for Danmark – både i det dansk-franske samarbejde, men også over for de mange mennesker fra hele verden, som passerer huset på Champs-Élysées. Derfor er omdannelsen af Danmarkshuset en unik mulighed for at vise, hvordan vi i Danmark arbejder med at passe på historiske huse på en måde, hvor vi forener høj arkitektonisk kvalitet med et lavt klimaaftryk og ressourceforbrug,” siger Jesper Nygård, der er administrerende direktør i Realdania, og fortsætter:
”Vi håber, at transformationen af Danmarkshuset kan blive et eksempel, der kan inspirere andre rundt om i verden og ikke mindst åbne op for samtaler, der også kan lære os i Danmark om, hvordan man arbejder med at forene arkitektonisk kvalitet med lavt klimaaftryk i Frankrig og andre steder i verden.”
Vært for virksomheder og delegationer
Danmarkshuset – på fransk La Maison du Danemark – har været en fast bestanddel af Paris' kulturlandskab siden indvielsen i 1955 af H.M. Kong Frederik IX.
Bygningen, som blev bygget af den danske arkitekt Tyge Hvass, har mange gange været vært for danske virksomheder samt talrige delegationer af danske diplomater og ministerier.
Sidste sommer husede Danmarkshuset og Frederikskirken VisitDenmarks Danmarkspavillon under de Olympiske Lege i Paris. Her blev tusindvis af besøgende introduceret til danske brands, kultur, gastronomi og design.
Danmarkshuset forventer at igangsætte renoveringsprojektet i efteråret 2026.