x

Nyt trappekoncept skal løfte oplevelsen af Møns Klint

Pressemeddelelse 14. marts 2025

Naturstyrelsen vil gennem en arkitektkonkurrence få udviklet et helt nyt koncept for trappen ’Røde Udfald’ ved Møns Klint. Realdania har givet en bevilling til udviklingen af konceptet, der skal løfte oplevelsen af Møns Klint, og til, at ’Røde Udfald’ bliver genopbygget efter det ny koncept.

Tilbage i oktober 2023 fik Møns Klint en hård medfart, da en storm ramte landet. Alle fem trapper fra klinten til stranden blev beskadiget i større eller mindre grad.

I dag er de fleste af trapperne genopbygget af Naturstyrelsen – og snart er endnu en trappe på tegnebrættet.

Med en bevilling fra Realdania på 3,5 mio. kroner skal der nemlig udvikles et nyt koncept for trappen ved ’Røde Udfald’ gennem en arkitektkonkurrence.

Her skal der blandt andet kigges på materialevalg, tilgængelighed og robusthed – så trappen bedre kan modstå vind og vejr på klinten i fremtiden:

"Det er helt fantastisk, at vi med støtte fra Realdania nu får nogle nye perspektiver og idéer til, hvordan trappen kan udføres. Møns Klint er dramatisk, levende natur – her hersker naturens kræfter. Derfor bliver vi også nødt til at kigge på, hvordan vi fremadrettet bygger trapperne, så vi bedre kan tilpasse os naturen. Vi er spændte på udfaldet af konkurrencen", siger skovrider i Naturstyrelsen, Jane Skov Lind. 

Den vindende idé for et trappekoncept skal være så skalérbar, at den kan anvendes på de resterende trapper på Møns Klint, når og hvis de i fremtiden skal genopbygges.

"Møns Klint trækker hvert år mange besøgende til området, og en stor del af dem oplever klinten og naturen fra trapperne. Vi håber, at vi med et nyt trappekoncept kan forbedre oplevelsen for de besøgende og gøre trappen til en attraktion i sig selv. Tanken er at udvikle et koncept, som både er tilpasset stedet, naturen og fredningskrav. Og som samtidig giver bedre tilgængelighed, mulighed for ophold, større kapacitet og bedre holdbarhed", siger Simon Harboe, der er projektchef i Realdania.

Den filantropiske forenings bevilling går både til selve udviklingen af trappekonceptet og til, at der bliver opført en trappe ved ’Røde Udfald’ ud fra det ny koncept.

Ny kortlægning kan anvendes

Netop nu er Møns Klint også ved at blive kortlagt af GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland), som er i fuld gang med et projekt, der skal gøre os klogere på landskred i Danmark.

Resultaterne fra kortlægningen kan anvendes i det nye trappeprojekt.

"GEUS’ kortlægning kunne ikke komme på et bedre tidspunkt. Den vil blandt andet resultere i nogle meget detaljerede 3D-modeller af klinten, som vi kan bruge i vores videre arbejde med projektering af en ny trappe. Vi vil fx gerne være sikre på, at vi bygger trappen det bedst mulige sted på klinten", fortæller Jane Skov Lind.

Naturstyrelsen forventer at gennemføre konkurrencen i løbet af 2026. Trappen ved ’Røde Udfald’ forventes klar til brug i 2028.