Menu

Lysten til at mødes lever i hele landet

Danmarks lokale fællesskaber gør det igen

Nyhed

7. maj 2025

Holbæk Biavlerforening

1/2

Hundredvis af ansøgninger er endnu engang strømmet ind fra lokale foreninger og fællesskaber, der drømmer om at få et sted at mødes. Det sker som en del af Realdanias 25-års jubilæumsindsats Vores Sted, hvor foreningen uddeler 150 små, fysiske mødesteder, der skal hjælpe lokale fællesskaber med at gro.

Fra Skagen til Rødby og fra Albertslund til Nexø. Hele 578 fællesskaber fra alle egne af Danmark har sat ord på deres drømme og ansøgt Realdania om at få et sted at mødes.

Det er anden gang, at Realdania i anledning af jubilæumsindsatsen Vores Sted har inviteret landets fællesskaber og foreninger til at byde ind med gode ideer, der kan skabe nye, lokale samlingspunkter. Og det har fællesskaber fra 94 ud af landets 98 kommuner valgt at gøre.

Ansøgningerne kommer fra både unge-, interesse- og nabofællesskaber, og drømmene spænder vidt: Nogle drømmer om et sted, hvor de kan reparere, fikse og udveksle grønne ideer. Andre vil gerne skabe et keramikfællesskab. Og atter andre drømmer om at få et mødested, der kan samle landsbyen, skateklubben, brevdueforeningen eller de unge i området.

”Det er fantastisk, at der findes så mange fællesskaber, der har lyst til at skabe mødesteder, som åbner op og inviterer andre indenfor. Vi ved fra vores meget omfattende undersøgelse af danskernes livskvalitet, at det er vores relationer til andre mennesker, der betyder allermest for vores livskvalitet. Det gælder også de korte møder i hverdagen, hvor vi ser hinanden fysisk. Derfor er det så vigtigt, at vi har nogle steder at mødes - og nogle ildsjæle, der tager initiativ til at fylde dem med liv. Den massive interesse viser os, at der er masser af initiativ i alle dele af landet, og det gør mig utrolig glad,” siger Nina Kovsted Helk, der er adm. direktør i Realdania.

Se overblikket over, hvor ansøgningerne kommer fra:

 

Det første mødested er åbnet

Siden Realdania lancerede Vores Sted i sommeren 2024, har foreningen samlet modtaget mere end 1.200 ansøgninger. Og mens de mange ansøgninger fra anden ansøgningsrunde nu skal læses grundigt igennem, er det første mødested åbnet.

I april 2025 kunne Tønder Unge- og Kulturråd som de allerførste klippe snoren til deres nye mødested, som de vil gøre til et samlingspunkt for alle unge på tværs af den store kommune. 

“Det var en kæmpe fornøjelse at være med til åbningen af det første mødested i Tønder, hvor en gruppe virkelig seje og inspirerende unge mennesker har taget initiativ til at skabe et helt særligt sted for de unge i Tønder. Nu er de næste mødesteder i fuld gang med at blive bygget i Thisted og Lemvig, og jeg glæder mig til at følge Danmarkskortet over lokalskabte mødesteder, der vil vokse sig større og større i den kommende tid,” siger Nina Kovsted Helk.

En jury af 12 ildsjæle

I slutningen af juni får de 578 fællesskaber svar på, om de er blandt de 40-50 fællesskaber, der modtager et fysisk mødested i anden ansøgningsrunde.

De fire mødesteder, som fællesskaberne kan vælge imellem, er særligt udviklet til Vores Sted, og består af små og åbne pavilloner og fælleshuse, der primært bliver bygget i træ, hvoraf en stor del er genbrugs- og resttræ.

Hvilke fællesskaber, der ender med at modtage mødestederne, skal en særligt udvalgt jury være med til at vurdere. Den består af 12 ildsjæle og personer med stor erfaring i at skabe og udvikle fællesskaber - heriblandt naturformidler og ornitolog Vicky Knudsen og designer, tv-vært og formand for Thise beboerforening, Søren Vester.

Vores Sted

  • Realdania har 25-års jubilæum i 2025. Det markerer foreningen med en stor jubilæumsindsats med fokus på fællesskaber og livskvalitet – herunder indsatsen Vores Sted, hvor Realdania uddeler 150 mødesteder til fællesskaber og foreninger over hele landet.
  • Realdania har oplevet massiv interesse fra fællesskaber, der ønsker sig et sted at mødes. I løbet af de to første ansøgningsrunder har mere end 1.200 fællesskaber budt ind med gode ideer til lokale mødesteder.
  • Indtil videre har 60 lokale fællesskaber fået bevilget et fysisk mødested i første runde. Endnu 40-50 fællesskaber ventes at få bevilget et mødested i slutningen af juni på baggrund af ansøgningsrunde nummer to.
  • Det første mødested under Vores Sted åbnede i april 2025 i Tønder, og de næste er ved at blive bygget i Thisted og Lemvig.
  • Senere på året åbner Realdania for tredje og sidste gang for, at landets fællesskaber kan søge om at få et sted at mødes under Vores Sted. 
  • Formålet med Vores Sted er at styrke de nære, lokale fællesskaber, der er en afgørende kilde til danskernes livskvalitet. 
  • Læs mere på voressted.nu

Vores sted

Vi lancerer Vores Sted for at styrke de nære, lokale fællesskaber, der betyder rigtig meget for vi trives og har det godt.