Fra badeland til erhvervshub: Læring og inspiration fra 18 eksempler på cirkulært byggeri fra hele Europa
Hvordan forvandler man en gammel snedkerfabrik i Schweiz til moderne kontorer? Hvad skal der til for at give et nedlagt badeland i Holland nyt liv som erhvervscenter? Og hvordan kan en historisk villa i Italien blive rammen om nye boliger for mennesker med handicap? En ny publikation deler de gode erfaringer og udfordringerne fra 18 europæiske eksempler på cirkulært byggeri.
Genbrug af ståldragere, gulve, murværk, trapper, vinduer, facadetegl og ventilationsrør. Publikationen Case Studies in the Circular Built Environment - The 9R Strategies in Action dykker ned i 18 europæiske eksempler på cirkulært byggeri. Projekterne kommer med bud på, hvordan brugte byggematerialer kan få nyt liv og samtidig bidrage til at skabe både æstetiske, funktionelle og langtidsholdbare bygninger. Og hvordan cirkularitet og områdefornyelse kan berige hinanden.
Samtidig belyses også de udfordringer, som følger med den cirkulære omstilling: fx usikkerhed omkring tilgængelighed af materialer, tekniske krav, lovgivning, logistik og behovet for nye kompetencer i byggeriets værdikæde. Eksemplerne fra bl.a. Holland, Belgien, Danmark og Frankrig spænder bredt: fra renovering og transformation af historiske bygninger til nybyggeri og områdefornyelse. Fælles for dem alle er et stærkt fokus på at genbruge materialer, holde dem i kredsløb og tænke værdiskabelse på nye måder.
”Byggebranchen står overfor en kæmpe opgave: hvordan reducerer man ressourceforbruget, uden at gå på kompromis med hverken kvalitet, funktionalitet eller arkitektur. Det handler ikke kun om at bruge færre materialer, men om at tænke nyt i hele processen – fra design til udførelse og drift. Med denne publikation ønsker vi at vise, at der allerede findes masser af erfaringer og gode løsninger at hente inspiration fra. Hvis vi skal lykkes med den cirkulære omstilling, skal vi lære af hinanden, bygge videre på det, der virker – og turde eksperimentere, hvor der endnu ikke er faste svar,” siger Vera Noldus, projektchef i Realdania, der også har skrevet forordet til publikationen.
Som trin på en trappe
Publikationen tager afsæt i den internationale 9R-trappe for cirkularitet – en praktisk guide med ni principper. Modellen beskriver ni strategier for bedre udnyttelse af ressourcer – fra at reducere forbruget til at reparere, genbruge og genanvende materialer. Projekterne i udgivelsen viser, hvordan aktører i byggeriet arbejder med forskellige trin på denne "genbrugstrappe" mod større cirkularitet.
Bag publikationen står den anerkendte organisation Circle Economy Foundation med base i Amsterdam. Realdania arbejder målrettet for at sætte fart på den cirkulære omstilling i byggeriet. Derfor har foreningen taget initiativ til denne samling af europæiske eksempler på cirkularitet i praksis, der deler de gode erfaringer og det, der var svært.
Læs publikation Case Studies in the Circular Built Environment - The 9R Strategies in Action