Debatindlæg: Fællesskaber er også noget vi bygger
Danskernes livskvalitet siver, og derfor er der behov for, at vi sætter fokus på den største kilde til trivsel – vores relationer til andre mennesker. I den kommende weekend vil tusindvis af mennesker fejre fællesskabet og de rammer, der kan skabe flere samtaler, stærkere relationer og øget livskvalitet.
Debatindlæg bragt i Avisen Danmark den 4. september 2025
Vi taler mindre sammen. Flere føler sig ensomme. Og selv om Danmark stadig har status som supermagt, når det kommer til livskvalitet, så har livskvaliteten i Danmark over nogle år været faldende.
Den allervigtigste faktor for vores livskvalitet er sociale relationer. Derfor gør det ikke noget godt for vores trivsel, når flere og flere i en travl hverdag vælger at handle ind på nettet i stedet for en fysisk butik. Ligesom det giver trange kår for smalltalk i dagligdagen, at mobiltelefoner har privatiseret det offentlige rum.
I sidste ende betyder det, at vores muligheder for at danne relationer og skabe fællesskaber bliver dårligere. Det er alvorligt, og det skal vi gøre noget ved.
Derfor har vi i Realdania i år i anledning af vores 25-års jubilæum som filantropisk forening valgt at sætte fokus på og fejre fællesskaberne.
I den kommende weekend kulminerer fejringen med Festival for Fællesskab, hvor kunstnere og debattører som bl.a. Emma Sehested Høeg, Casper Eric, Alberte Winding, Søren Vester og Emma Holten sammen med mere end 10.000 mennesker rundt om i Danmark mødes omkring kraften og mulighederne i det fælles.
Hvert hej tæller
Relationer og fællesskaber kan bygges på mange niveauer. De kan opbygges af kontakt mellem mennesker, og de kan bygges gennem den måde, vi former vores byer og bygninger på.
Som individ er der særligt én ting, du kan gøre for at styrke fællesskabet og dermed også højne livskvaliteten hos både dig selv og andre. Du kan rette blikket mod dit nabolag og række ud, der hvor du bor. Sige hej til din nabo eller sludre med dem, du står og venter sammen med ved busstoppestedet. Ovenikøbet gør du ikke kun noget for din egen livskvalitet – du gør også noget for andres.
Den meget store livskvalitetsundersøgelse blandt 122.000 danskere, som Realdania præsenterede i foråret, viser tydeligt, at der er en klar sammenhæng mellem det, man kan kalde ”lette relationer” og livskvalitet. Dem, der ofte hilser på folk, de ikke kender, har en højere livskvalitet end dem, der sjældent gør det.
Og så er der de mennesker, der går endnu længere end den vigtige snak med naboen eller et hej på gaden – nemlig alle dem, der engagerer sig frivilligt i at skabe fælles rum for andre. Med andre ord civilsamfundets frivillige kræfter, der hver dag bidrager til at styrke relationer og livskvalitet, lige fra sportsklubben til rollespil og havedyrkning. Og alt mulig andet. Mennesker, der ikke gør tingene for egen vinding, men for at skabe relationer og sammenhængskraft lige der, hvor de bor.
Dem fejrer vi også i Realdania i år. Ud over festivalen i den kommende weekend uddeler vi nemlig også 150 fysiske mødesteder til lokale fællesskaber over hele landet. Det allerførste mødested, bygget i træ og genbrugsmaterialer, gik til Ungerådet i Tønder Kommune. De vil med det nye mødested, der har fået plads på plejehjemmets græsplæne, skabe et åbent samlingspunkt for alle unge i kommunen.
Mennesker og mursten
Gennem 25 års arbejde og støtte til mere end 5.000 projekter ved vi i Realdania, at de fysiske rammer har stor betydning, hvis vi vil øge livskvaliteten i Danmark. Vi har brug for, at de fysiske rammer, der omgiver os i hverdagen, inviterer til, at mennesker mødes og forbinder os med hinanden. Og at de på den måde skubber vores livskvalitet i den rigtige retning.
Derfor har vi som samfund et ansvar for at udvikle vores store og små byer, så de inviterer til møder, og relationer opstår.
Lad os tage et eksempel. En række større sammenhængende boligområder blev i 1960’erne bygget med de bedste intentioner, men lykkedes af en lang række grunde i længden ikke med at danne ramme for de åbne og mangfoldige fællesskaber, man havde håbet på. Det er mange kommuner og boligorganisationer i disse år i gang med at gøre noget ved med forskellige tiltag, der skal flette områderne bedre sammen med byen omkring dem og skabe flere møder på tværs.
Andre steder bidrager et nyt torv, et grønt åndehul eller et helt nyt område i byen til at skabe nye relationer mellem mennesker. Og nogle boligområder inviterer meget mere til vejfester og fællesskab end andre.
Vi har alle et ansvar
Når det handler om vores egen livskvalitet, har vi selv et ansvar – og en mulighed for at række ud til andre. Men som samfund har vi også et kæmpe ansvar for at samle i stedet for at adskille, når vi indretter vores byer, boligområder og også de enkelte boliger.
Det er et ansvar, som vi i Realdania som filantropisk forening gerne vil være med til at tage. Vi har gennem 25 år støttet projekter, hvor arkitektur og det byggede miljø omkring os er med til at skubbe relationer og livskvalitet i en positiv retning. Det samme håber vi, at staten, kommunerne, boligorganisationer, developere, forskellige bygherrer og mange andre, fortsat vil være med til – så vi i Danmark også fremover kan indtage en førerposition, når det handler om livskvalitet.
Arkitektur og byggeri løser bestemt ikke alle problemer med trivsel og ensomhed, og det er heller ikke den eneste nøgle til livskvalitet. Men det kan spille en vigtig rolle, og alle os, der arbejder med det, har en pligt til at bidrage, hvor vi kan.
Relationer og fællesskab bygger vi nemlig på mange niveauer – fra individ til samfund. I den kommende weekend sætter vi med festivalen og en landsdækkende samtale fokus på hvordan.