x

Ansøg Underværker og gør jeres byggedrøm til virkelighed

Nyhed 22. oktober 2025

Nu er Realdanias indsats, Underværker, igen tilbage med en ny ansøgningsrunde! Her kan ildsjæle og foreninger over hele landet søge støtte til frivillige projekter, der skaber nye rammer for fællesskaber. Ansøgningsfristen er den 24. februar 2026, men allerede nu kan I begynde at arbejde med jeres projektidé på underværker.dk.

Har I en ide til, hvordan I kan gøre et sted i jeres lokalområde til et nyt mødested og en ramme om jeres fællesskab, hvor I kan lave lige netop dét, I drømmer om? Så er Realdanias pulje Underværker måske noget for jer. Puljen støtter ildsjæle i at gøre projektdrømme til virkelighed. 

Overalt i Danmark spirer lokale drømme og initiativer. Engagement og handlekraft kan forvandle alt fra den gamle fabrik, den lukkede landsbyskole eller havnens tomme hal til ramme om nye aktiviteter og mødesteder. Fælles for ildsjælenes indsats er, at den skaber rammer for frivillige aktiviteter, styrker sammenholdet og gør lokalsamfund mere levedygtige.  
 
Siden 2011 har Realdania målrettet støttet frivilligt drevne projekter i det byggede miljø. Nu inviterer foreningen igen alle jer, der arbejder frivilligt og engageret med at skabe nye rammer for fællesskaber i det byggede miljø, til at søge støtte gennem Underværker. 

”Lokale ildsjæle er ofte de bedste til at se muligheder i deres lokalområde, og de har en afgørende rolle i at forløse de lokale potentialer. Med deres energi og vedholdenhed skaber ildsjælene gode rammer for fællesskaber - både på landet og i byerne, og med relativt små midler skaber de stor effekt. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi igen at kan støtte op om ildsjælenes projekter. Vi glæder os til at modtage ansøgninger med gode idéer til byggeprojekter, der skaber spændende rammer for frivillige aktiviteter, sammenhold, fællesskaber og levende lokalsamfund,” siger Laura Kristine Bjerre Munch, projektchef i Realdania. 
 
Hun uddyber: 
 
”Formålet med indsatsen er at hjælpe ildsjælenes gode idéer med at blive til færdige, virkeliggjorte byggeprojekter. Vores erfaringer viser faktisk, at selvom det ofte er uprøvede kræfter, der står bag, kommer så godt som alle projekter i mål. Ofte er Underværker lige præcis den saltvandsindsprøjtning, der hjælper ildsjælene med at lykkes.” 

Med den nye ansøgningsrunde håber Realdania at se endnu flere idéer blive til virkelighed – gerne med nyskabende perspektiver. Idéer, der bygger fællesskaber, eksperimenterer med klima- og ressourcebesparende metoder og bidrager med nye bud på lokale mødesteder.  

Fristen for ansøgninger i 2026 er den 24. februar kl. 12. Der kan ansøges om op til 1.200.000 kr. til et projekt. Afhængig af projektets størrelse og finansieringsbehov vil der blive lagt vægt på medfinansiering. Realdania forventer at støtte op til 18-23 projekter som en del af denne ansøgningsrunde. 

Sådan søger I 

I kan allerede nu oprette jeres projekt på www.underværker.dk.  
 
Her kan I: 

  • Beskrive jeres idé og begynde at samle lokal opbakning. I skal få mindst 500 mennesker til at stemme på jeres idé for at sikre den en plads hos juryen.
  • Hente inspiration fra tidligere projekter og Underværkers videnunivers på Underværker.dk, Instagram og Facebook. Det er også muligt løbende at stille spørgsmål til Underværkers sekretariat eller se, hvad andre har spurgt om via indsatsens FAQ.
  • Gøre jer klar til ansøgningsfristen i februar 2026. 

Hvad kan bevillingen bruges til?  

Bevillingen kan kun bruges på udgifter relateret til byggeri og anlæg samt til rådgivning i forbindelse med byggeriet eller renoveringen.  Der kan maksimalt søges om 1.200.000 kr.  

Den endelige beslutning om tildeling af støtte foretages af Realdanias direktion.