Realdania By & Byg indgår i partnerskab om transformation af OUH
Realdania By & Byg har indgået en samarbejdsaftale med Freja Ejendomme og Odense Kommune om at omdanne det nuværende Odense Universitets Hospital til et grønt og attraktivt brokvarter med boliger, erhvervsliv og kultur. Med fokus på høj arkitektonisk kvalitet og med prioritering af CO2-reduktion og ressourcebesparelse er ambitionen at pege på nye tilgange inden for transformation og genbrug af eksisterende bygninger og bymiljøer.
Et af de største transformationsprojekter i Danmark. Det er målet for en samarbejdsaftale, som Statens Ejendomsselskab Freja Ejendomme, Odense Kommune og Realdania By & Byg nu har underskrevet. Det sker med henblik på at danne et arealudviklingsselskab, der kan overtage og drive udviklingen af det nuværende OUH med et stærkt fokus på at bevare og genbruge mest muligt.
Målet er at skabe et nyt brokvarter i Odense med en blanding af boliger, erhverv, detailhandel, fritids- og kulturtilbud samt grønne områder i sammenhæng med den omgivende by, og parterne vil i den kommende tid søge om de nødvendige tilladelser til at danne selskabet hos Ankestyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Ny kurs i arealudvikling
Realdania By & Byg er i forvejen engageret i arealudvikling i partnerskab med kommuner gennem selskaberne Køge Kyst, NærHeden og Kanalbyen i Fredericia. Udviklingen af det nuværende OUH er med den omfattende satsning på transformation af en eksisterende bygningsmasse ikke blot et nyt skud på stammen men også et udtryk for en ny kurs i Realdania By & Bygs arbejde med arealudvikling.
I projektet vil parterne prioritere at minimere brugen af ressourcer og begrænse CO2-udledningen ved i høj grad at bevare, renovere, transformere og genanvende bygninger. Forventningen er, at hovedparten af de eksisterende bygninger og byrum på det gamle hospitalsområde bliver bevaret eller transformeret, så de kan bruges til nye formål.
Laboratorium for transformation
Realdania By & Bygs adm. direktør Peter Cederfeld glæder sig over den nye milepæl i arbejdet med at udvikle byområder.
- Nuværende OUH er en enestående mulighed for at gå nye veje i byudviklingen. Her er mange forskellige bygninger, som er bygget på forskellige tidspunkter gennem 100 år, som vi nu kan se på i et samlet perspektiv ud fra ambitionen om at genbruge det allerede eksisterende. Det kan blive et laboratorium, som kan inspirere andre til at skabe nye bymæssige kvaliteter gennem transformation. Der er en bredere samfundsopgave i at udvikle ved at bevare, som det også er afspejlet i Realdanias filantropiske strategi, siger Peter Cederfeld.
Forudgående dialog
Forud for indgåelsen af aftalen har Odense Kommune gennemført en spørgeundersøgelse med svar fra mere end 3.000 borgere, foreninger og virksomheder, der har indgivet ønsker til fremtiden et fremtidigt bykvarter på OUH’s område.
Som et første skridt på vejen til realisering af partnerskabsprojektet har Odense Kommune og Freja Ejendomme nu indgået købsaftaler med Region Syddanmark, som betyder, at de to parter overtager næsten hele OUH’s nuværende område med henblik på at stifte et arealudviklingsselskab med Realdania By & Byg som medejer.
Hermed vil de tre parter samle deres kræfter, viden og erfaringer i én organisation for at drive byudviklingen på den mest hensigtsmæssige måde. Selskabet vil over en årrække trinvist sælge ejendomme og byggeretter til investorer, som udvikler og sælger eller udlejer boliger eller lokaler til f.eks. erhverv og kultur.
Den videre proces
Mens ansøgningen om tilladelse til en selskabsdannelse behandles, vil parterne blandt andet arbejde videre med visionerne for området, inddragelse af borgere og interessenter og planlægning af en arkitektkonkurrence.
Region Syddanmark forventer, at flytningen fra OUH kan indledes i slutningen af 2027, og forventningen er, at udviklingen af det nye brokvarter vil tage 15-20 år, fra selskabet overtager området. I processen vil der blandt andet blive arbejdet videre med løbende inddragelse, arkitektkonkurrencer, tiltrækning af virksomheder og fokus på at sikre liv og aktivitet i området, mens transformationen står på.
Se de tre parters fælles pressemeddelelse med mere information (Link til Odense.dk).
Hent faktaark om partnerskabets fælles værdier (Link til pdf)
Fakta om det nuværende OUH:
- Samlet areal for hele området er ca. 274.000 m2. Det svarer til godt 3 gange Tivoli i København eller ca. 35 fodboldbaner. På den længste led er området ca. 1 km langt svarende til længden på Odenses bymidte.
- Samlet antal etagekvadratmeter i det købte areal: Ca. 200.000 m2 etagekvadratmeter plus kælder.
- Der er ca. 38.000 m2 (svarende til ca. 5 fodboldbaner) kælder og underjordiske gange.
- I 1912 åbnede Odense Amts og Bys Sygehus på Sdr. Boulevard 29. Flere af de gamle rødstensbygninger fra dengang, tegnet af Gunnar Laage, indgår stadig i hospitalet.
- Arkitekturen af bygningsmassen i området repræsenterer dansk bygningshistorie over 100 år.
- Den ældste bygning er fra 1912 og den yngste bygning er fra 2014.
- Højeste punkt er OUH's højhus opført i 1967 og tegnet af Kay Boeck-Hansen og Jørgen Stærmose. De havde tidligere også tegnet Rigshospitalet i København. Jørgen Stærmose har også tegnet bydelen Vollsmose og Rosengårdcentret. Højhuset har 16 etager og er dermed blandt Odenses højeste bygninger. Alene højhuset (uden basen) rummer 20.000 m2.