Realdania By & Byg køber Mogens Lassens eget hus i Klampenborg
Arkitekt Mogens Lassens eget hus fra 1935 afspejler den internationale funktionalisme bearbejdet i en dansk sammenhæng og er samtidig en repræsentant for 1900-tallets byggetekniske udvikling. Huset med tegnestue var hjem for Mogens Lassen til hans død i 1987. Huset med havemure og atelier blev fredet samme år. Forude venter en mindre restaurering af huset, inden det kan åbnes for offentligheden.
Mogens Lassens eget hus repræsenterer den internationale mellemkrigstids funktionalisme. Huset er opført som ét ud af seks huse, der udgør et gesamtkunstværk placeret på stejle skrænter på et tidligere voldanlæg i Klampenborg.
Huset med havemure og et fritliggende atelier blev fredet i 1987, fordi det er et væsentligt arkitektonisk værk, der afspejler Mogens Lassens tilgang til arkitektur, byggeri og formgivning. Huset repræsenterer en tid præget af funktionalistiske strømninger i dansk arkitektur, og dygtige danske arkitekters evne til at indoptage disse strømninger og oversætte dem til noget, der kunne fungere i en dansk sammenhæng.
“Jeg er meget begejstret over købet af Mogens Lassens eget hus. Huset er baseret på arkitekten Le Corbusiers fem punkter om en ny arkitektur. Lassen gav dette ideal en varm og personlig form med lyse, sceniske rum, der er rige på oplevelser, med ildsteder placeret på de rigtige steder og med en konsekvent materialeholdning. Det glæder mig, at huset fremover vil indgå i Realdania By & Bygs samling af arkitektur, ” siger administrerende direktør i Realdania By & Byg Peter Cederfeld
|
Realdania By & Byg er et helejet datterselskab af foreningen Realdania og arbejder gennem ejerskab af bygninger og arealer til byudvikling. Realdania By & Byg har en samling af knap 70 historiske ejendomme, der repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år og er med til at fremme den levende bygningsarv. En del af denne samling er danske arkitekters egne huse. Mogens Lassens eget hus bliver det 21. af arkitekternes egne huse. |
Husets arkitektur og konstruktion var en søgen
Mogens Lassens hvide, rektangulære hus fremstår lukket mod vejen, mens det åbner sig med lange horisontale vinduesbånd mod haven. Facadens trappetårn giver adgang til huset og understreger en vertikal bevægelse mellem husets mange etager. Øverst på huset ligger en åben taghave. Lassen tilførte løbende huset flere lave bygningskroppe med skulpturelle ovenlys. I dag fremstår huset komplekst sammensat af geometriske former omkring hovedvolumenet.
Husets indre er præget af fritstående søjler og har en åben og fri disponering med gennemgående og ærlige materialer. Lassen fandt inspiration til denne arkitektur hos arkitekten Le Corbusier og hans ideal om en ny tids arkitektur, men omsatte de ekspressive og kompromisløse idealer til sit eget værk.
I 1959 tilførte Lassen et fritliggende atelier på grunden. Haven ligger mellem hovedhuset og atelieret i dybet mellem to skrænter. Haven har flere terrasser og trappeforløb og er indrammet af to oprindelige havemure.
Mogens Lassens eget hus er opført i armeret beton og med glideforskalling, der er en støbeform, man trækker op ad efterhånden, som betonen tørrer. Også atelieret blev opført i beton og stod oprindeligt med de ubehandlede grå overflader synlige.
“Mogens Lassens eget hus afspejler en søgen efter at forny dansk byggeri. Lassen var, sammen med andre, med til at forme den store tekniske udvikling, som prægede byggeri og konstruktion i midten af 1900-tallet,” siger Peter Cederfeld.
Farvearkæologerne indleder restaureringen
Realdania By & Byg overtager huset fra de tidligere ejere i maj. Herefter skal huset gennemgå en mindre restaurering. Som de første skal farvearkæologer undersøge bygningens farvelag, der skal danne grundlag for husets fremtidige farvesætning.
Når restaureringen er slut, vil alle få mulighed for at komme indenfor og opleve huset til et åbent hus-arrangement. Man vil kunne finde mere om dette på Realdania By & Byg Klubbens hjemmeside.
Realdania By & Byg Klubben følger restaureringen fra start til slut og åbner dørene til huset for medlemmer den 27. maj 2026.
Træd indenfor i Mogens Lassens elegante og sceniske rum. Oplev Le Corbusiers ideal om en moderne bolig fortolket af en mester i dansk arkitektur, der var en af pionererne indenfor betonbyggeri. Realdania By & Byg Klubben giver eksklusivt adgang til huset for medlemmer den 27. maj 2026.
Oplev huset med Realdania By & Byg Klubben