x

Se præsentationen: Ind i maskinrummet på ’Vores Sted’

Viden 25. november 2025

Overvejer du at søge Realdanias indsats Vores Sted? Eller vil du bare gerne blive lidt klogere på byggeri i genbrugstræ? Den 25. november 2025 præsenterede vi Realdanias indsats Vores Sted i detaljer - se eller gense præsentationen, som gør dig klogere på byggeprocessen, ansøgningskriterierne og mange flere detaljer om Vores Sted.

Indsigt på 30 minutter: Helt ind i maskinrummet på ’Vores Sted’

Flere fællesskaber og fysiske mødesteder kan være med til at styrke trivsel, sammenhold og aktivitet lokalt. Men hvordan og hvor skaber man de rigtige rammer, når man arbejder med lokal udvikling, foreningsliv og byggeri? Overvejer du at søge Realdanias indsats Vores Sted? Eller vil du bare gerne blive lidt klogere på byggeri i genbrugstræ?

Se eller gense præsentationen af Realdanias indsats ’Vores Sted’, hvor materialer fra nedrevne minkfarme, skoler, boliger og frasorterede gulvbrædder bliver brugt til at bygge 150 nye mødesteder til fællesskaber og foreninger over hele landet.

Du kommer helt ind i maskinrummet på ’Vores Sted’, når sekretariatschef Rasmus Rune Nielsen gennemgår alle detaljerne om byggematerialerne, byggeprocessen eller ansøgningskriterierne for Vores Sted.

Har du brug for et hurtigt overblik? Vi har samlet et udvalg af Rasmus’ mange pointer og indsigter for dig, som blandt andet viser at:

  • 110 mødesteder allerede er uddelt efter de to første ansøgningsrunder, 18 steder er indviet og der er aktive byggesager i 71 kommuner.

  • Den tredje og sidste ansøgningsrunde har frist den 2. februar 2026, og der uddeles yderligere 40 mødesteder.

  • Tendensen i ansøgningerne er, at mange mødesteder placeres i forbindelse med legepladser eller grønne områder, og at der ofte samarbejdes på tværs af kommunale institutioner og foreningsliv for at sikre bred anvendelse.

  • Vores Sted lægger vægt på at støtte et aktivt udeliv gennem åbne pavilloner frem for lukkede bygninger.

  • Byggeriet udføres som typehuse i fire varianter, hvilket muliggør industrialisering og effektivisering af genbrugsprocessen, og erfaringerne skal inspirere til øget brug af genbrugsmaterialer i fremtidigt byggeri.

  • Indsatsen hviler på nære samarbejder med seks store nedrivningsfirmaer, hvor genbrugsbyggematerialer udvælges og kvalitetssikres.

  • Byggematerialerne gennemgår kvalitetskontrol på savværker, hvor søm og skruer fjernes, og træet skæres til standardiserede dimensioner.

  • Byggeelementerne samles i produktionshaller på Sjælland og i Jylland før transport til byggepladsen. Elementerne samles som store byggeklodser, hvilket gør opførelsen hurtig og plug-and-play for håndværkerne.

  • Alle bevillingsmodtagere får tilknyttet en fællesskabsrådgiver, og der afholdes online møder, hvor placering og situationsplan fastlægges digitalt.

  • Vores Sted har i opstartsfasen samarbejdet med udvalgte kommuner for at sikre, at de tekniske materialer og dokumenter lever op til byggesagsbehandlernes krav, så sagsbehandlingen bliver mere overskuelig.

  • Sagsbehandlingstiden varierer fra én dag til 180 dage afhængigt af kommune og ansøgningens kvalitet, og Realdania hjælper ansøgere under sagsbehandlingen for at minimere antallet af omgange med kommunen.

  • I udvælgelsen af ansøgninger til mødesteder lægger Realdania vægt på bl.a. fællesskabets åbenhed, konkrete ideer til brug og hvordan mødestedet kan styrke fællesskabet samt stedets egnethed og tilgængelighed for brugerne.  

Se eller gense præsentationen, der er målrettet til Realdania Debat.

Rasmus Rune Nielsen


Chef for Realdanias jubilæumssekretariat. Rasmus er cand.mag. i Moderne Kultur & Kulturformidling. Tidligere indehaver af Andel og 2+1 Idébureau og programdirektør i Dansk Arkitektur Center. Forfatter til bøgerne ”Et godt hus på en lille planet” og ”Rem Koolhaas – Learning from Manhattan”.