Indsigt på 40 minutter: Sådan udvikler vores nabolag sig
Vores nabolag - boligkvarterer, bydele og det byggede miljø uden for byerne - forandrer sig med tiden. Vi kan selv se enkelte brikker flytte sig, når der kommer nye typer beboere, ejendomme, handelsliv, rekreative tilbud m.m.
Men for at kunne se det samlede puslespil og måle forandringen over tid og på tværs af landet, er der brug for flere data og værktøjer.
Og sådan et værktøj er det socioøkonomiske nabolagsindeks (SNI), som den uafhængige analyseinstitution DREAM har udviklet for Boligøkonomisk Videncenter. Resultatet er blandt andet rapporten ’Socioøkonomisk forskel mellem nabolag’.
Hvor store er indkomstforskellene? Hvor meget varierer kvaliteten af boliger og adgang til boligmarkedet?
Få svar på disse spørgsmål og mange flere i Realdanias livestream fra den 26. juni 2025, hvor direktør for Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen præsenterede værktøjet SNI og de store socioøkonomiske forandringer i Danmark gennem de seneste 30 år, som blandt andet viser at:
- Lolland og dele af Sønderjylland, er - relativt set - sakket bagud over årene.
- Områder i Sydsjælland og det nordvestlige Sjælland oplever udfordringer.
- Og i de største byer ser man bydele ændre socioøkonomisk profil - gentrificeringen i København har bredt sig.