x

Fra Holberg til Hodja: Folketeatret tog imod

Reportage 8. februar 2017

Københavns Folketeater har underholdt masserne siden 1857, hvor det blev etableret. Teatret, der spiller alt fra Holberg til Hodja fra Pjort, bød en gruppe Realdania-medlemmer indenfor til et kig i kulissen.

Folketeatret er det ældste fungerende teaterhus i København, og her tog Realdanias medlemsunivers både back- og frontstage og oplevede den helt særlige stemning, de svungne guldengle, den smukke prismelysekrone og de nyrenoverede publikumsarealer.

Teaterdirektør Kasper Wilton tog imod og fortalte om teatrets historie og om samarbejdet med Realdania, som har støttet den store renovering af teatrets facade og foyerer. Gruppen fik også en introduktion til hele projektet fra arkitekten Jens Bertelsen fra Bertelsen & Scheving, produktionsleder Morten Droob og foyerchef Jeppe Lykke Jørgensen, som alle efterfølgende guidede rundt bag de aldrende mure med stor viden, engagement og kærlighed til den gamle teaterbygning.

Her så medlemmerne blandt andet prøvesalen, skuespillergangen med de mange billeder af skuespillere gennem tiden, spændende rekvisitter og den store skræddersal, hvor eventyrlige kostumer til alle teatrets forestillinger bliver til. Efter rundvisningen kunne der spørges og spises, inden holdet igen forlod teatret med tragedien og komedien på nethinden.