Ny podcastserie: Hvordan bor du bæredygtigt?
Den2radio har taget hul på en podcastserie, der fokuserer på fremtiden for boliger og byer i Danmark. Du kan nu høre de første to afsnit i serien, der i alt består af 16 udsendelser.
Hvad vil det sige at bo bæredygtigt? Hvilken indflydelse har det på klimaet, at vi i højere grad vælger at bosætte os i byerne? Dét er nogle af de spørgsmål, som forskere, eksperter og fagpersoner forsøger at besvare i Den2radios nye podcastserie ’At bo – bolig, by og bæredygtighed’.
Gennem 16 afsnit, bliver der blandt andet zoomet ind på den boligsociale indsats, klimatilpasning og byggeriet BLOX i København. Både forskere og fagpersoner vil svare på spørgsmål omkring den nyeste teknologi og forskning inden for byggeri og bæredygtighed.
I seriens første udsendelse kan du høre forskerne fra Statens Byggeinstitut, SBI, fortælle om den seneste udvikling inden for bæredygtigt byggeri. Gennem tre fokuspunkter – et socialt, et miljømæssigt og et økonomisk – svarer forskerne på, hvordan SBI har tænkt sig at sætte deres præg på fremtidens byggeri.
Andet afsnit i podcastserien handler om urbaniseringen og de klimaforandringer, der presser sig på. Her spørger Den2radio forskerne fra SBI om, hvordan man i andre lande forsøger at styre den sociale sammenhæng i byerne og de klimaforandringer, der lige om lidt kan blive meget afgørende for, hvordan vi urbanisere og indretter byer.
Podcastseriens målgruppe er bred, og det er meningen, at både studerende, eksperter, beslutningstagere og andre interesserede skal have lyst til at lytte med.
Du kan downloade podcasten til mobilen via tuneIn eller lytte til udsendelsen her: