x

Nyt samarbejde mellem Innovationsfonden og Realdania skal styrke forskning i Smart Buildings og Smart Cities

Pressemeddelelse 7. april 2017

Der er meget mere end smarte buzz words på spil, når Innovationsfonden og Realdania i fællesskab udbyder ca. ti erhvervsforskerprojekter inden for Smart buildings og Smart cities. Det er ambitionen, at erhvervsforskerne tilsammen kommer til at udgøre et vigtigt fundament for danske virksomheders satsning på bæredygtige byer som internationalt vækstområde.

Når der i dag er en voksende efterspørgsel på ”smarte byer”, skyldes det i høj grad byernes centrale rolle i den globale klimakamp og en ambition om at reducere ressource- og energiforbruget. Samtidig har digitalisering af byerne vist sig at indeholde et stort potentiale for at understøtte social inklusion og skabe nye måder at organisere, bygge, udvikle og leve i byen på.

 

Hanne Harmsen, der er chef for erhvervsforskerområdet i Innovationsfonden, fortæller: ”Udviklingen af fremtidens byer handler om livskvalitet og vækstmuligheder. Nu løfter vi dansk viden og giver plads til nye talenter, der har modet og evnerne til at tænke i løsninger, vi andre ikke har fået øje på endnu.”

 

Krydsfeltet mellem forskning og virksomhed

Erhvervsforskerprojekterne skal bidrage til at styrke innovationsevnen hos virksomheder, der leverer løsninger til byggeriet og byen. Fokus er på at styrke den innovation, der sker i krydsfeltet mellem forskning og praksis.

 

Filantropidirektør i Realdania Anne Skovbro siger: ”Jeg er meget glad for dette nye samarbejde med Innovationsfonden, da vi deler opfattelsen, at forskning skal ud og virke hos virksomhederne. I Realdania ved vi desuden fra vores flerårige arbejde med innovation i byggeriet, at virksomhederne har et stort innovationspotentiale. Det er det potentiale, vi håber at kunne bidrage til at forløse med disse erhvervsforskerprojekter. Og vel at mærke inden for bæredygtig byudvikling, hvor der er global efterspørgsel efter danske løsninger.”

 

Forskningsklynge

Samarbejdet mellem Innovationsfonden og Realdania inkluderer både ErhvervsPhD’er og ErhvervsPostdoc’s. Ambitionen er, at projekterne og de involverede parter kommer til at fungere som en egentlig forskningsklynge. De skal supplere hinanden og aktivt dyrke tværfaglige samarbejder og sparring. For at understøtte forskningsklyngen bliver erhvervsforskerne sammen medderes virksomheder og institutioner en del af BLOXHUB’s nyetablerede Science Forum.

 

Informationsmøde 23. maj

Ansøgningsfristen for at søge et af de ca. 10 erhvervsforskerprojekter er 25. september. Interesserede virksomheder, forskningsinstitutioner og enkeltpersoner kan møde op til et uforpligtende informationsmøde i BLOXHUB i København den 23. maj.

BLOXHUB er en innovations- og væksthub etableret af Realdania i samarbejde med Erhvervsministeriet og Københavns Kommune. Formålet med BLOXHUB er at bidrage til en bæredygtig, global urbanisering gennem udvikling af innovative løsninger inden for arkitektur, design og byggeri – koblet med nyeste viden inden for digitalisering. BLOXHUB er organiseret som en forening, og medlemmerne tæller flere end 100 danske virksomheder, forsknings- og vidensinstitutioner, der arbejder med bæredygtig byggeri og byudvikling.

 

BLOXHUB er både et co-workingspace og et community for professionelle – For virksomheder og vidensmiljøer, der arbejder med emner med relevans for bæredygtig urbanisering. Foreningen har til huse i Fæstningens Materialgård ved Frederiksholm Kanal i København og fra 2018 desuden på havnefronten i BLOX. Læs mere her.

Innovationsfonden investerer i iværksættere, forskere og virksomheder med viden og ideer, der skaber vækst og arbejdspladser i Danmark.

Realdania er en filantropisk forening, der vil skabe forandring og forbedring i byggeriet, byerne og bygningsarven. Med samarbejdspartnere fra alle steder i Danmark igangsætter Realdania projekter og initiativer, der skaber livskvalitet gennem det byggede miljø.

 

Realdania er en af de danske filantropiske fonde og foreninger, som bidrager med flest midler til innovation. Det fremgår af rapporten ”Private fonde - En kortlægning af bidraget til dansk forskning, innovation og videregående uddannelse” udgivet af Styrelsen for Forskning og Innovation i efteråret 2016. Realdania bidrog i 2012-2014 med 217 mio. kr., svarende til 56 % af alle de midler, samtlige private fonde og almennyttige foreninger har givet til innovation i Danmark.