x

Otte nye medlemmer til Realdanias repræsentantskab valgt i Hillerød

Pressemeddelelse 1. december 2010

Omkring 1100 deltog tirsdag 30. november på Realdanias valgmøde i Hillerød. På valgmødet valgte medlemmerne, der kommer fra Nordsjælland - blandt de ni opstillede kandidater - otte nye medlemmer til Realdanias repræsentantskab. Valget er gældende for en 4-årig periode.


Realdania holdt valgmøde i Frederiksborg Centret i Hillerød tirsdag den 30. november kl. 17.30.

Inden selve valghandlingen præsenterede alle ni opstillede kandidater sig fra talerstolen. De otte kandidater, der blev valgt til Realdanias repræsentantskab er:

  • Agneta Björkman, direktør, Hørsholm
  • Thor N. Callesen, direktør, Gentofte
  • Lars Heilesen, advokat, Klampenborg
  • Birgit Merete Lemvigh, advokat, Gentofte
  • Birte Flæng Møller, direktør, Helsingør
  • Jacob Steen Møller, campusdirektør, Søborg
  • Jesper Nygård, adm. direktør, Birkerød
  • Annette Vangstrup, partner, Holte

På valgmødet fortalte Realdanias bestyrelsesformand, Jesper Nygård og adm. direktør Flemming Borreskov om Realdanias virksomhed og om nogle af de over 1500 forskellige projekter, som Realdania har støttet med i alt over 10 mia. kroner, siden Realdania begyndte sit filantropiske virke for ti år siden.

Det handler om udviklingen af byer og landsdele, fremtidens byggeri og bygningsarven – om det åbne land, kulturlandskabet – og om at bidrage til bæredygtighed på alle niveauer: Socialt og sundhedsmæssigt, miljø- og ressourcemæssigt samt økonomisk.

Realdania er en forening med medlemsdemokrati, der driver filantropisk virksomhed på basis af sin investeringsvirksomhed. Realdanias repræsentantskab har 109 medlemmer. De fører kontrol og tilsyn med, at bestyrelse og direktion yder deres bedste i realiseringen af Realdanias formål og strategier. De vælger bestyrelse, vælger revision, godkender årsrapport og godkender vedtægterne.

Repræsentantskabets medlemmer formidler også viden om Realdania til deres egne netværk, videregiver deres private og professionelle erfaringer til Realdania og følger på forskellig vis med i, hvad der debatteres i det byggede miljø.