x

Nyt byudviklingsrum ser dagens lys

Pressemeddelelse 28. november 2002

Borgmester Mads Lebech, Frederiksberg, er valgt som formand for Fonden Realdanias Byudviklingsforum.

I forbindelse med uddelingen af Fonden Realdanias Byfornyelsespris 2002 blev der samtidig sagt farvel til Byfornyelsesudvalget og goddag til Fonden Realdanias Byudviklingsforum. Byfornyelsesudvalget eksisterede i godt 20 år, og i den periode har byfornyelsen forandret sig en del. Begrebet dækker i dag over mange forskellige instrumenter, der tjener til at ’fremtidssikre’ de danske byer og gøre dem til gode steder at bo.

I dag er danskerne en nation af byboere. Mere end to tredjedele af den danske befolkning bor i byerne, og derfor har bykvalitet og byudvikling afgørende betydning for livsvilkårene i almindelighed. Det er på denne baggrund at navneskiftet fra Byfornyelsesudvalg til Byudviklingsforum skal ses. Byfornyelsen vil fortsat være et vigtigt element i byernes udvikling, men mange andre faktorer spiller ind, når vi skal forsøge at styre udviklingen af byerne i en retning, der kan være til gavn og glæde for flest mulige.

Det nye Byudviklingsforum tæller knap 200 borgmestre som medlemmer. Det svarer til godt 70 procent af landets kommuner. Foruden Frederiksbergs borgmester Mads Lebech, der er ny formand, er følgende indtrådt i forretningsudvalget: Borgmester Uffe Steiner Jensen, Fredericia, borgmester Erik Nielsen, Rødovre, borgmester Karl Christensen, Hadsund, viceborgmester Birthe Rasmussen, Esbjerg, byrådsmedlem Ulla Diderichsen, Herning og adm. direktør Lars Axelsen, der repræsenterer Byfornyelsesrådet.

Flere oplysninger

Adm. direktør Flemming Borreskov, Fonden Realdania 7011 6666